KoldingQ + Forsiden
6. oktober 2011 - 10:08 af: Tom Selmer-Petersen
Når KoldingQ lørdag får besøg af BSF, vil det være et Koldinghold, der vil gøre alt for at få revanche for et 6-0 nederlag i sæsonpremieren.
Da sæsonnen blev skudt i gang tilbage i august, mødte vi BSF i den første kamp. Det blev ikke til den premiere man kunne ønske sig, da vi blev sendt hjem med et 6-0 nederlag til et godt spillende BSF hold.
BSF kom rigtigt flot fra start i år, og efter 4 kampe var de noteret for 9 points, samtidig med at det var lykkedes at presse Brøndby. Efterfølgende er det kun blevet til 1 yderligere point i de seneste 4 kampe, men det er værd at bemærke, at BSF har formået at presse alle de suveræne tophold - det vidner om høj kvalitet.
Eneste rigtige udfald hos BSF i år var kampen mod OB, som blev tabt med 7-0 - efter at vi har mødt begge hold, har vi svært ved at forstå, hvordan det kunne lade sig gøre.
Der er ingen tvivl om, at BSF kommer til Kolding for at hente 3 points, som er livsvigtige, hvis de skal holde sig inde i kampen om slutspilpladserne.
Der er sket meget i KoldingQ siden 6-0 nederlaget tilbage i august - vi har i de sidste kampe vist, at kampformen er ved at være, hvor den skal være, og samtidig har vi vist, at fighterviljen er intakt, og alle er villige til at kæmpe for hinanden.
Der er ikke nogen tvivl om at holdet er opsat på at få revanche mod BSF, og forhåbentlig kan vi få en rigtig god oplevelse inden næste uges vigtige kamp mod Sønderjyske.
I forhold til kampen mod OB er truppen blevet suppleret med Rikke Ilkjær - U19 landsholdsspilleren er rykket op i 3F truppen fra U18 truppen. Rikke var med i vores hidtil eneste sejr i Taastrup, hvor hun gjorde et rigtigt godt indtryk.
Vi håber, at mange vælger at bruge lørdag eftermiddag på Mosevej for at støtte holdet - der er mulighed for at se vores U18 pige DM hold kl. 13.00, hvor de har en svær hjemmekamp mod Næsby.