KoldingQ + Forsiden
29. oktober 2011 - 18:46 af: Tom Selmer-Petersen
KoldingQ var reelt chanceløse på Mosevej lørdag eftermiddag, hvor Brøndby hurtigt afgjorde opgøres i 3F ligaen
I oplægget til dagens kamp legede vi lidt med tallene i 3F ligaen - det viste bl.a. at Brøndby havde scoret 50 mål i 10 kampe eller 5 mål i snit pr. kamp - det holder stadig stik, efter at Brøndby vandt med 5-0 på Mosevej lørdag eftermiddag.
Brøndby lagde et tungt pres på os fra starten af kampen, og allerede efter 4 minutter scorer de til 1-0 - en Brøndby spiller modtager bolden på højre kant og får uhindret lov til at trække på tværs af vores staraffesparksfelt, hvorefter dribleturen afsluttes med et flot spark op i målhjørnet.
Herefter løsner Brøndby grebet en lille smule, og vi kommer lidt længere frem på banen, uden dog at skabe farlige situationer. Man har hele tiden fornemmelsen af, at Brøndby kan stramme grebet, hvis det skulle blive nødvendigt. Efter 35 minutter får Brøndby et frispark i venstre side - Camilla Simonsen halvklarer afslutningen, men Brøndby er hurtigt over returen og scorer til 2-0. Efter 40 minutter bliver det så til 3-0 i en situation, hvor vi igen ikke får clearet bolden i tide, og så er vi reelt kun statister i et flot sammenspil, der fører til en sikker scoring.
I halvlegen aftaler vi, at vi skal forsøge at spille lidt mere fysisk for at bremse Brøndbys flotte opspil, og så samtidig være lidt mere kyniske i de vigtige nærkampe foran vores mål.
Der går dog ikke mere end 5 minutter at 2. halvleg inden bolden igen ligger i vores mål til 4-0. Herefter ebber intensiteten lidt ud af kampen, som slutter med et meget flot hovedstødsmål til 5-0 efter 88 minutter.
Carola Schneider og Nikoline Frandsen fik begge et gult kort i 2. halvleg, og det betyder desværre, at vi må undvære Nikoline i næste kamp mod Fortuna Hjørring, da hun kommer til at afsone en spilledags karantæne.
Vi må erkende, at kampen viste den store forskel på top og bund i 3F ligaen. Vi var reelt chanceløse i dag og kan efter kampen konstatere, at vi ikke skabte en eneste chance gennem samtlige 90 minutter og vel egentlig ikke havde en afslutning på Brøndbys målmand.
Næste weekend gå turen til en lige så svær kamp på udebane i Hjørring, inden vi slutter af med 2 meget vigtige kampe mod Viborg og Sønderjyske.