Menu

KB tabte hovedet - OKS brugte det

image Silas Hausmann bringer KB foran 1-0 i kampen mod OKS. Foto: Carsten B. Grubach
Af Carsten B. Grubach
28. august 2020 kl. 21:25
Tre dyre minutter kostede KB to point i 2-2 hjemmekampen mod OKS.

Det gik lige så godt for Kolding Boldklubs DS-hold i hjemmekampen mod OKS. Første gang, KB blev rigtig farlig foran fynboernes mål, bragte Silas Hausmann de blå foran 1-0, da han med et fladt skud udnyttede en fin tværaflevering fra Oliver Buhl.

Og bare tre minutter senere lignede det konturerne til en hjemmesejr, da Nicolai Dupont snørede en fynsk forsvarer og sparkede bolden flot op i venstre målhjørne uden chance for den ellers stærkt spillende OKS-keeper Adam Pedersen.

Men kampens slutresultat blev 2-2. Det skyldtes tre dyre KB-minutter, hvor hjemmeholdet tabte hovedet, og udeholdet til gengæld brugte det. Først boksede KB-keeper Sander Skovly efter 26 minutters spil ved siden af bolden efter et indlæg, så Alexander Mose kunne reducere. To minutter senere stod den tidligere KB’er Christian Wogensen totalt fri efter et nyt indlæg, og så headede han OKS på 2-2.

Flere mål blev det ikke til en livlig match, hvor spillet bølgede frem og tilbage. OKS, der var farligst på dødbolde, var tættest på scoring med et forsøg på overliggeren, mens KB’s Alvin Husinovic havde en kæmpechance, hvor han skød forbi.

2-2 var et retfærdigt resultat i en jævnbyrdig kamp. KB gav debut til Sebastian Bruhn, der er kommet fra Hedensted. Han blev skiftet ind efter pausen, hvor det spillemæssige niveau desværre faldt. Der blev givet et par advarsler til begge hold i de 90 intense minutter på en meget regnvåd bane. KB ligger nu efter en sejr, et nederlag og en uafgjort kamp midt i den meget jævnbyrdige række, hvor de fire bedste skal spille om oprykning.

 

Luk