Menu

Nyhedsbrev marts: Gang i bolden igen, mulig generalforsamling, fodboldskole

image KB's U15-drenge var de første til at benytte kunstgræsbanen efter corona-pausen. Foto: Carsten B. Grubach
02. marts 2021 kl. 16:25

Kære KB-medlem!

Gang i bolden igen. Hvor er det skønt igen at opleve glade fodboldspillere på Mosevej og samtidig se, at vi i corona-tiden passer godt på hinanden i byens klub. Vi skal stadig huske at spritte af, at klæde om hjemmefra, da omklædningsrummene stadig er lukkede, og selvfølgelig bade hjemme bagefter. Hverken DBU eller KB kræver coronatest inden træningen, men Kolding Kommune anbefaler, at man på grund af det lokale smittetryk bliver testet en-to gange om ugen.

Indkaldelse til generalforsamling. Herunder følger den formelle indkaldelse til årets generalforsamling, der ifølge vedtægterne skal holdes i første kvartal.Hvis corona-situationen tillader det, og forsamlingsforbuddet ikke hindrer er fysisk møde, holdes årets generalforsamling torsdag 25. marts klokken 19 i Café Mosen. I modsat fald udskydes generalforsamlingen til et tidspunkt, hvor det vil være praktisk muligt og sundhedsmæssigt forsvarligt at afvikle den.
Generalforsamlingens dagsorden er følgende:

1. Valg af dirigent

2. Bestyrelsens beretning, herunder orientering fra afdelingerne

3. Aflæggelse af regnskab

4. Indkomne forslag

5. Valg af bestyrelse

Valg af formand i lige årstal

Valg af kasserer i ulige årstal

Valg af 4-6 bestyrelsesmedlemmer

6. Valg af to suppleanter til bestyrelsen

7. Valg af to revisorer og en revisorsuppleant

8. Eventuelt

Alle medlemmer har stemmeret på generalforsamlingen. En forudsætning er, at medlemmet ikke er i restance otte dage inden generalforsamlingen. For medlemmer under 16 år tilfalder stemmeretten forældrene, så forældrene har en stemme pr. barn, der er medlem. For medlemmer mellem 16 år og 18 år kan stemmeretten enten benyttes af medlemmet selv eller dennes forældre. For medlemmer over 18 år er stemmeretten personlig. Passive medlemmer skal have været medlemmer af klubben i mindst seks måneder. Der kan kun stemmes ved personligt fremmøde. Indkomne forslag skal være bestyrelsen i hænde senest otte dage før generalforsamlingen.
.
Hold din familiefest i Café Mosen. Det er, når corona-restriktionerne tillader det, muligt for KB-medlemmer at holde familiefester i Café Mosen. Kolding Boldklub har skrevet en kontrakt med Kolding Kommune om den fremtidige drift af cafeen. Heri indgår muligheden for i et vist omfang at holde forsamlingshuslignende arrangementer. Så er der fødselsdage, konfirmationer eller andre mærkedage, der skal fejres i familien, kan man bestille arrangementet i cafeen, der under lukningen er ved at blive shinet op.
Da bestyrer Mogens Tersbøl indtil videre er hjemsendt med lønkompensation, skal bestillingerne indtil åbningen af cafeen tilgå Jan Hensel Skovsen, formand for klubbens cafeudvalg.
Jan kan kontaktes på telefon 2023 1401 eller mail jhs@kolding-boldklub.dk
Vi søger stadig frivillige, som vil give Mogens en hånd med i cafeen. Interesserede kan kontakte frivillige-ansvarlig Monika Thestrup Andersen på 3122 6356.

DBU’s Fodboldskole. Vi satser stærkt på at gennemføre årets fodboldskole på Mosevej Sportsplads. Det bliver naturligvis med hensyn til de gældende corona-regler, og vi har sat et maksimum på 275 deltagere for at sikre ordentlige pladsforhold.
Tilmelding efter først til mølle-princippet via KB’s hjemmeside . Her er linket: http://www.kolding-boldklub.dk/om-klubben/arrangementer/dbus-fodboldskole/

På bestyrelsens vegne
Carsten B. Grubach,
formand, M: 2060 4547
I KB er vi til for hinanden

Luk