Menu

Bestyrelsens beretning på generalforsamlingen i Café Mosen tirsdag 15. juni 2021

image
18. juni 2021 kl. 13:28

Bestyrelsens beretning på generalforsamlingen tirsdag 15. juni 2021:

Vi nupper lige det tomme glas først.

Vi har i KB under corona-pandemien mistet i omegnen af 50 medlemmer, dog hovedsageligt fordi der blev nedlagt to ungdomshold og et kvindehold.

Vi har måttet fyre en cafebestyrer og en ansvarlig for pigeafdelingen, fordi de ikke opfyldte de forpligtelser, vi betalte dem for.

Vi har også måttet fyre trænerteamet på vores DS-hold, fordi vi vandt for få fodboldkampe, og det betyder jo nok desværre Jyllandsserie-status efter sommerferien.

Vi har bandet og svovlet over den forsinkede opførelse af vores nye lysanlæg, som har betydet lukning af vores opvisningsbane i månedsvis.

Vi har på grund af en vis virus savnet sociale arrangementer, kunder i cafeen og tilskuere til DS-kampene. 

Umiddelbart den rene elendighed. Men lad os så nu fylde glasset:

Corona-restriktionerne er lempet så meget, at vi igen kan holde sociale arrangementer, holde åbent i cafeen og være mange samlet udendørs.

Vi har, når lysanlægget på bane 1 som forventet står klart 1. august, aldrig haft så gode fysiske forhold på Mosevej Sportsplads, som vi har nu, og vi er i gang med at forberede en omlægning af kunstgræsbanen og har søgt en fond om finansiering af en goalstation.

Vi har ansat en sports- og sponsorchef Thomas Strit og en ungdomsansvarlig Jan Hede, som begge udfylder deres poster på fremragende vis.  

Vi har haft et sportsligt dårligt år for de bedste seniorhold, men tilgang af blandt andre 2 gange Martin, Hedeager og Riis, en stor talentmasse på Serie 1-holdet og en erfaren DS-træner med en stor kontaktflade gør os optimistiske for både den kommende sæson og på længere sigt.

Hos ungdommen leveres der generelt gode resultater hos både piger og drenge, og i kravlegården for de mindste træner Pia Moth og co. med 25-30 spillere hver gang. Vi forsøger med forskellige tiltag at få udfyldt de manglende årgange hos både piger og drenge, og vi søger derfor bl.a. en ansvarlig for pigeafdelingen.

Økonomi og regnskab kommer vi til længere nede på dagsordenen. Men Kolding Boldklub er med årets overskud på 112.000 kroner og en positiv egenkapital på 96.000 kroner en økonomisk sund klub.   

Årets fodboldskole i uge 26 gennemføres med et noget mindre deltagerantal, det er delvis coronabetinget, men skyldes også, at andre klubber i byen har valgt at lægge deres fodboldskoler i samme uge.

Vi har derfor foreslået FSK (Fodboldsamarbejdet i Kolding) at lave en kalender, så man kan se, hvornår klubberne har stævner, fodboldskoler og andre arrangementer.

Skolefodboldturneringen har vi i år på grund af coronasmitten flyttet til søndag 19. september. Her skal vi huske at give alle vores egne spillere, trænere og frivillige fri, så de kan bakke op om et arrangement, som ikke alene giver klubben økonomisk overskud, men også altid tiltrækker nye spillere.

KB har valgt samarbejdet med SønderjyskE fra – dels fordi vi ikke følte, at vi fik så meget ud af det, dels fordi vi gerne vil signalere, at vi er en klub med rødder i Kolding og gerne vil være et alternativ til de ensporede elitesatsninger, vi er omgivet af.

Det fyldte glas skal også hæves, når vi nævner vores nye cafebestyrer Pia Jensen. Hun har kun været her i en måned, men allerede sat mange positive aftryk. Pia er positiv, laver god mad og skaber liv i cafeen, og tak for det!    

Pia laver et kæmpearbejde, og det gør Monika Thestrup Andersen også. Monika er frivillig-ansvarlig, så tag godt imod hende, når hun spørger, om du lige vil give en hånd med her eller der.

En klub som KB er dybt afhængig af frivillige, så Monika har en vigtig mission.

KB er en klub for alle – derfor involverer vi os bl.a. i Fodbold mod Cancer og Fodbold for demente og satser på at arrangere familiedage til efteråret for at tiltrække nye medlemmer. Den første er fastsat til søndag 28. august, hvor blandt andre Brizze kommer og laver fodboldsjov. Sponsor: Fynske Bank. Og er er to andre banker, der også vil støtte det gode projekt, som gerne skulle give os nye medlemmer. 

Bestyrelsen har i årets løb haft nok at se til. Vi ser gerne, at flere, yngre kræfter melder sig. Vi er nu organisatorisk og økonomisk kommet så langt, at ikke alt lander på vores bord.

Men der er stadig for meget at se til. Derfor fortsætter vi med at finde folk, der lønnet eller ulønnet kan og vil gøre en indsats for Kolding Boldklub.   

Til sidst en stor tak til trænerne, tak til de frivillige og tak til alle, der på den ene eller anden måde gør KB til en klub, man gerne vil være medlem af.

Luk