Menu

God stemning og overskud i byens klub

image Trofaste KB'ere mødte op til generalforsamlingen, der kun varede en halv times tid.
23. marts 2023 kl. 12:17
Tre nye valgt ind i KB’s bestyrelse

Referat af generalforsamling i Kolding Boldklub 22. marts 2023

  1. Valg af dirigent – Geo Hansen valgt.
  2. Bestyrelsens beretning, herunder orientering fra afdelingerne. Læs beretningen herunder. Godkendt uden kommentarer.
  3. Aflæggelse af regnskab – ved bogholder Freddy Træholt. Overskud på 6732 kroner. Egenkapital på 141.854 kroner. Hensættelse på 500.000 kroner. Godkendt.
  4. Indkomne forslag (skal være bestyrelsen i hænde senest otte dage før generalforsamlingen) – der var ingen forslag.
  5. Valg af bestyrelse
    • Valg af formand i lige årstal
    • Valg af kasserer i ulige årstal – på valg er Anna-Lene Bjerre. Hun ønskede ikke at fortsætte. Freddy Træholt valgt som efterfølger. Inden valget gjorde dirigenten opmærksom på, at Freddy Træholt ikke var medlem af Kolding Boldklub, og at valget derfor kunne stride mod vedtægterne.  Freddy Træholdt meldte sig ind, og generalforsamlingen valgte ham derefter som kasserer for en toårig periode.
    • Valg af 4-6 bestyrelsesmedlemmer – på valg er Tommy Meyer, Jørn Viborg, Christian Olesen og Michael Lundquist. Alle blev genvalgt. Morten Løwe Kjær Nørgaard og Thomas Mørch Binger blev nyvalgt.
  6. Valg af to suppleanter til bestyrelsen – på valg er Jan Jensen og Hans Iver Lindorff, som begge blev genvalgt.
  7. Valg af to revisorer og en revisorsuppleant – på valg er Ole Møller Hansen, Geo Hansen og Jens Haue. Alle blev genvalgt.
  8. Blomster til den afgående kasserer Anna-Lene Bjerre og rødvin til dirigent Geo Hansen.

Hans Gehlert, referent

---

Beretning 2023

Kære KB-medlemmer!

Bestyrelsens beretning er i år delt op i tre – den positive, den negative og den konstruktive. Heldigvis fylder den negative del mindst.

Lad os begynde positivt. Ikke siden dengang, KoldingQ var en del af Kolding Boldklub, har vi haft så mange medlemmer, som vi har nu. Flere end 700.

Der er generelt en god stemning i klubben, vi har en populær café, hvor vi dyrker det sociale sammenhold, økonomien i orden, vi har dygtige trænere, vi har hele otte seniorhold.

Vi har fået flere pigespillere, vi har et godt ungdomsarbejde – ikke mindst takket være en engageret Anders Flaskager, der virkelig er brændt igennem som børne- og ungdomsansvarlig og senest har fået unge frivillige til at hjælpe med at træne de yngre hold i byens klub.

Vi vil om kort tid melde os ind i talent- og elitesamarbejdet i FSK (Fodboldsamarbejdet i Kolding) for at give vores unge spillere mulighed for at prøve sig af på et højere niveau og ikke mindst for at sikre, at de spillere, der ikke udtages blandt de bedste, stadig synes, at der er sjovt at spille fodbold.

Vi er blevet udnævnt til den første DBU-børneklub i kommunen – DBU’s nye bredere tilgang til fodbolden er helt i pagt med klubbens blå tråd og filosofi.

På positivsiden finder vi også det utroligt underholdende foredrag, Jan Mølby, byens bedste fodboldspiller gennem tiderne, holdt her på Mosevej. Overskuddet fik ubeskåret gik til KB. Så stor tak til Jan. Og så er det lykkedes os at hente flere end 300.000 kroner hjem til nyt kamptøj fra Hummel til alle hold i klubben. Vi får, hvis generalforsamlingen er med på den, i dag valgt nyt yngre blod ind i bestyrelsen til at afløse nogle af de gamle, der vil stoppe næste år.

Og så til det negative: Vi kæmper stadig for at finansieret en kunstgræs-omlægning, vi mangler yngre frivillige, og det giver os organisatoriske udfordringer.

Corona-pandemien har også været hård ved Kolding Boldklub. Bestyrelsen prioriterede at holde Café Mosen åben med forskellige bestyrere for at fastholde klubbens samlingspunkt. Det har desværre medvirket til et underskud i cafeen - et underskud, som klubben nu skal dække.

Vi har ikke længere byens næstbedste hold i seniorrækkerne – KIF’s andethold har overhalet os - fordi der er en grænse for, hvad vi som amatørklub kan give af spillergoder - vi mangler derfor både flere og større sponsorer til de bedste hold - kontingent er ikke nok. Torben Mølby er efter eget ønske stoppet som sportschef, og her har vi et stort hul, vi skal have udfyldt.

Konstruktive: Hvad gør vi ved det?

Vi har ansat flere, bl.a. Anders Flaskager, til at tage sig af presserende opgaver. Bestyrelsesmedlemmer har været på frivillighedskurser for at lære, hvordan vi skaffer flere frivillige.

Vi vil gerne have flere forældre involveret i opgaverne – og også gerne som medlemmer af bestyrelsen. Vi har stadig et stort behov for flere frivillige, så meld dig gerne til den nyvalgte bestyrelse, hvis du vil give en hånd eller fod med. 

Vi har for at lokke få flere medlemmer til klubben stadig tilbud som skolefodbold og fodboldskole, vi har til efteråret en familiedag for alle, og vi søger både fonde - her er Flaskager sat på opgaven - og nye sponsorer.

Vi presser kommunen for at støtte omlægning af kunstgræsbanen – den støtte er kun rimelig. Vi har nu i to omgange søgt kommunen om at finansiere en omlægning af klubbens kunstgræsbane, som blev anlagt for ti år siden for private midler.

Vi har mistet i omegnen af 75.000 kroner om året fra kommunen, fordi eliteklasse-træningen er flyttet ud til Kolding IF. Vi har selv sparet 500.000 kroner sammen – og tænk på, at vi altså var tæt på en konkurs for bare fire år siden.

Vi har bl.a. på grund af den tabte indtægt fra kommunen måttet fortsætte med at indkræve betaling for brug af banen for vores egne medlemmer. Den indgår nu i kontingentet.

Jeg vil igen i år slutte bestyrelsens beretning med en stor tak til trænerne, de frivillige og alle, der har ydet en indsats for de blå i året, der er gået…

Tak til Mikkel Moth og co. i cafeen – tak for den gode stemning, I altid er med til at skabe.

I KB er vi til for hinanden – og når vi er det, har vi en klub, der fungerer.

Hermed overlader jeg bestyrelsens beretning til klubbens generalforsamling.

 

 

Luk