Menu

Operationen lykkedes, patienten døde

image KB-træner Jes Bekke var trods 0-1 nederlaget i den sidste træningskamp tilfreds med sit hold.
18. marts 2023 kl. 16:48

Det er sjældent, at en fodboldtræner er tilfreds efter et nederlag. Men det var Jes Bekke, cheftræner for Kolding Boldklubs JS2-hold, da de blå hjemme havde tabt 0-1 til Aabenraa Boldklub fra samme række i en afsluttende træningskamp inden sæsonstarten i næste uge.

- Operationen lykkedes, men patienten døde. Er det ikke sådan, man siger? spurgte Jes Bekke retorisk efter kampen.

– Som jeg sagde til spillerne, så spillede de en fin kamp. Vi skulle bare have scoret på de fem chancer, vi havde. Og desværre laver vi så to minutter før tid et dumt frispark på midten af banen. Aabenraa kastede alle mand frem, og så scorer de på en lang bold. Indtil da havde de ikke haft en eneste chance, lød det fra en ærgerlig KB-træner.

- Det handler her om manglende fokus, og så var vi altså bare ikke skarpe nok offensivt. Nu har vi i træningskampene tabt til hold fra samme række, men vundet og spillet uafgjort mod hold i en række over os. Det siger noget om, hvor vigtigt det er, at vi hele tiden holder fokus og passer på ikke at sjuske med vores indgreb.

KB havde afbud fra Martin Hedeager, som var tydeligt savnet i angrebet. På lørdag bliver det alvor, når turneringen starter med en udekamp mod Horsens Freja.

Luk