Menu

Tyveri ved højlys dag

image KB nærmest belejrede Horsens-målet efter pausen.
25. marts 2023 kl. 17:48
Ufortjent KB-nederlag i Horsens

Det første, man som fan af Kolding Boldklub, kunne have lyst til efter JS2-kampen mod Horsens Freja, var at ringe til politiet. Trykke 114 og anmelde et tyveri ved højlys dag.

Der var nemlig tilfældet på Frejas hjemmebane over for Fængslet i Horsens. Hjemmeholdet havde i sæsonens første turneringskamp to forsøg inden for KB’s målramme – det første reddede KB-keeper Frederik Bach fornemt, det andet, fire minutter før pausen, gav mål, da en Horsens-spiller efter et par kontraer stod helt fri foran KB-målet og havde let ved at sparke bolden ind.

Det var så sejrsmålet til 1-0. Det blev scoret fuldt lovligt, men det fik alligevel de blåblusede til med rette at føle, at sejren blev stjålet fra dem.

KB havde i den jævnbyrdige første halvleg den største chance, da Sabao fik trykket af, men efter pausen sad de blå så på alt spillet - og vadede nærmest i chancer.

Husseyin headede tæt på stolpen bolden forbi mål, Rune Nautrups tallerkenvending i feltet med efterfølgende skud blev reddet på stregen, og indskiftede Mikkel Ravns drøn fra kanten af feltet blev bokset på overliggeren af Horsens-målmanden.

I løbet af to minutter blev Martin Hedeager symbolet på KB’s uheldige dag, da han først i frit løb skød ved siden af og derefter måtte opleve direkte utur, da hans forsøg tog indersiden af stolpen, så bolden sprang ud på banen igen.

I overtiden havde anfører Dennis Johansen en flugter, som Horsens-keeperen vippede over mål.

Total utur for de blå, der var det klart bedste hold, men uskarpheden hævnede sig, så Horsens, der ikke havde noget som helst offensivt at byde på efter pausen, på ganske lovlig, men bunduretfærdig vis kunne stjæle de tre point.           

 

Luk