Klubbens børneudviklingstræner
Anders "Flaske" Flaskager – Børneudviklingstræner i Kolding Boldklub
Anders Flaskager kommer fra Kolding og har flere års erfaring som både fodboldspiller på højeste niveau bl.a. i HFK Haderslev (nuværende Sønderjyske) og som fodboldtræner både på børne/ungdoms- og senior-niveau. Siden 2023 har han været en vigtig del af Kolding Boldklub som børneudviklingstræner, hvor han arbejder målrettet med at udvikle både spillere og trænere.
Hans brede erfaring har givet ham en dyb forståelse for, hvordan man skaber udviklende og inkluderende fodboldmiljøer.
Som børneudviklingstræner brænder "Flaske" for at give børnene de bedste rammer for at udvikle sig – både som spillere og mennesker. Han tror på, at trænerne spiller en afgørende rolle i børnenes oplevelse af fodbold, og derfor arbejder han målrettet på at styrke deres kompetencer. Han vejleder trænerne i at arbejde med børn på en legende, kreativ og fantasifuld måde, så fodbold bliver en sjov og lærerig oplevelse for alle.
Hans primære fokus er at skabe et træningsmiljø, der udvikler dygtigere, gladere og sundere børn. Samtidig fungerer han som mentor og sparringspartner for klubbens børnetrænere, hvor han hjælper dem med at udforske deres egen nysgerrighed, læring og kreativitet. Han arbejder også aktivt med at evaluere og forbedre børnefodboldmiljøet i klubben for at sikre de bedst mulige forhold for børnene.
Som trænervejleder lægger "Flaske" stor vægt på at favne trænernes forskelligheder og sikre, at alle føler sig set, hørt og forstået. Gennem mesterlære, observationer, supervision, feedback og møder støtter han dem i deres udvikling og hjælper dem med at justere deres træningsmiljøer.
Ud over den fodboldfaglige del er det en mærkesag for "Flaske" at sikre, at alle børn har mulighed for at deltage i klubbens aktiviteter. Han arbejder aktivt for at skabe et inkluderende miljø, hvor alle børn føler sig velkomne og værdsatte – uanset niveau eller baggrund.