Menu

De blå skal nu kigge nedad

image Jesper Fogh Sørensen scorede for de blå, men det var ikke nok til sejr.
09. september 2023 kl. 17:25
Kollektivt kollaps i Herning giver KB problemer

Det begyndte så godt, men endte desværre skidt, da Kolding Boldklubs JS1-hold spillede ude mod Herning Fremad. Jesper Fogh Sørensen bragte de blå foran kort før pausen på den lækre hybridbane i det midtjyske, men kampen tippede fuldstændigt efter pausen.

Fire Fremad-fuldtræffere og en 4-1 sejr efterlader Herning som tophold, mens KB nu er i bunden i den jævnbyrdige række, hvor alle stadig har noget at spille for.

- Jeg har hele tiden sagt, at det bliver tæt til det sidste i rækken, men i dag havde hele holdet et kollektivt kollaps efter pausen, lyder konklusionen fra cheftræner Jes Bekke.

- Alle tog de forkerte beslutninger, især i forsvaret. Varmen var hård ved os, det var den også ved de andre, men jeg måtte tage både Marcus Holm og Mikkel Ravn ud på grund af varmen.

KB-træneren så ellers sit hold spille en fin første halvleg, hvor både Jesper Fogh Sørensen og Rune Nautrup havde chancer til flere KB-mål. Aftalerne i omklædningsrummet blev dog hurtigt glemt efter pausen.

Blot to minutter inde i anden halvleg udlignede Herning på et straffespark, efter at Mathias Jensen havde haft hånd på bolden. Dumme fejl og dårlige beslutninger af et usikkert i KB-forsvar gav hjemmeholdet yderligere tre mål – i løbet af 20 minutter, fra det 49. til det 69. minut. Og det var mål, der på en god dag kunne være undgået.

Det unge KB-hold, der igen stillede op uden de skadede støttespillere Dennis Johansen og Martin Hedeager, fik en lærestreg og skal nu rejse sig den kommende lørdag mod FC Sydvest, som blev besejret 3-1 i første runde.     

 

Luk