Flot fight og god målmand bag vigtig KB-sejr

Målmand Jens Larsen var blevet syg, kommunen havde lukket græsbanen på grund af regn, så kunstgræsbanen måtte tages i brug. Svære odds for Kolding Boldklubs JS-hold inden hjemmekampen mod Herning Fremad, der er vant til at spille på kunstgræs og vandt hele 5-0 i det første møde mellem de to hold.
Et flot fightende KB-hold overvandt de svære odds og fik tre vigtige point i kampen for at for blive i JS1. 3-2 lød KB-sejren på, og den skyldes ikke mindst en fantastisk præstation af reservemålmand Jeppe Christoffersen, der i tre tilfælde forhindrede udeholdet i at score på oplagte muligheder.
KB kom på sejrskurs efter 23 minutter, da Emil Paaske efter pingpong spil i Herning-forvaret satte hovedet på bolden. To minutter senere pillede Sophus Raarup bolden fra et usikkert Herning-forsvar og afleverede til Martin Hedeager, der scorede med et fladt skud. Og i det 32. minut afsluttede Dennis Johansen ni gyldne KB-minutter, da hans langskud fuldstændig overrumplede Herning-målmanden.
Tre minutter senere kom Herning tilbage i kampen, da Thomas Heiker begik et lidt klodset straffespark ved baglinjen. Det blev til en reducering og 3-1 ved pausen.
Herning Fremad var mest på bolden i anden halvleg, hvor Jeppe Christoffersen med en pragtredning fik vippet et hovedstød på overliggeren. Han var dog sagesløs ved det hovedstød, der gav Herning-reducering til 3-2 efter 74 minutters spil.
Der var højspænding på til sidst. KB’s Martin Riis blev fældet foran feltet i et flot gennembrud, og Jeppe Christoffersen måtte ud i fuld længde for at redde et farligt Herning-forsøg fem minutter før tid.
Jublen var stor hos KB, da kampen blev fløjtet af efter fem minutters ekstratid. Nu mangler der en udekamp i Horsens på fredag, inden regnebrættet kan gøres endeligt op.