Menu

God indsats under vanskelige forhold

image
19. september 2023 kl. 23:39
Den nyanlagte opvisningsbane var så mærket af tirsdagens megen regn, at JS-kampen mod Aarhus 1900 måtte spilles på kunstgræsbanen. Under selve kampen regnede det fortsat, og regnen blev suppleret af en kraftig blæst, så det var vanskelige forhold for spillerne. 
Første halvleg blev styret af KB, som spillede bolden flot rundt under de vanskelige forhold, og som halvlegen skred frem kom chancerne også. Efter 20 minutter kom Eskild Bak helt fri tæt under mål, men hans afslutning sad lige på målmanden og kort efter sendte Sebastian Jessen et godt langskud lige forbi stolpen. Der var tilløb til flere chancer, inden den fortjente føring kom lige før pausen. Rune Nautrup stod rigtigt placeret ved et indlæg fra venstre side, og da målmanden kun kunne parere Runes høvedstød, kom Max Juhl løbende og sparkede bolden i mål.
Århus 1900 kom slet ikke i nærheden af KB-målet i 1. halvleg, så 1-0 føringen ved pausen var fuldt fortjent.
2. halvleg startede med et langskud fra en Aarhus 1900 – spiller på overliggeren, men ellers var billedet det samme som i 1. halvleg, nemlig spillemæssig dominans til KB. Efter en times spil kom Max Juhl helt fri efter godt sammenspil med Enes Karabeg, men desværre ramte afslutningen målmanden, så føringen blev ikke udbygget i denne omgang. Det gjorde den til gengæld få minutter senere, da Rune Nautrup headede et hjørnespark fra Enes i mål, og kort efter var Rune tæt på at blive dobbelt målscorer, da et godt langskud strøg lige forbi stolpen. Kampens afgørelse kom efter 75 minutter, hvor Eskild Bak tog sagen i egen hånd, idet han fra banens midte satte kurs mod målet, afdriblede to Aarhus -1900 forsvarere inden han køligt lagde bolden forbi målmanden og i nettet til en 3-0 føring.
Da der manglede 10 minutter af kampen ville Marcus Holm i eget felt tæmme en tilsyneladende ufarlig bold med brystet. Dommeren mente, at Marcus tog armen til hjælp og dømte et straffespark, som blev omsat til mål og dermed stod det 3-1 til KB. Det bevirkede, at de sidste 10 minutter blev lidt hektiske, dog uden yderligere scoringer.
KB var det klart bedste fodboldhold på dagen, og der skal lyde stor ros for en disciplineret indsats. Nu må vi håbe, at KB kan fortsætte de gode takter på lørdag den 23. september, hvor der venter endnu en hjemmekamp mod et hold fra Aarhus. Kampen mod Vatanspor starter kl. 12:00. 
Luk