Menu

God KB-kamp med ny målmand

image Rune Nautrup lobber her bolden i mål til KB-sejr.
04. marts 2023 kl. 16:52

Kolding Boldklubs JS2-hold fortsætter fremgangen i træningskampene. Det blev efter 1-0 sejren mod FC Sydvest i sidste uge til en ny 1-0 sejr over Fredericia fF på kunstgræsbanen på Mosevej.

Begge modstanderhold spiller i JS1, altså en række over KB, og selv om begge kampe var jævnbyrdige og godt kunne være endt med uafgjorte resultater, lover KB-indsatsen godt for den kommende sæson.

Der blev igen kæmpet godt, selv om der stadig er for mange boldtab på midtbanen, og spillerne giver alt, hvad de har i sig. Veteranen Rune Nautrup afgjorde kampen efter ni minutters spil, da han fra kanten af feltet smart lobbede bolden over Fredericias målmand.

Hos KB debuterede den unge målmand Frederik Bach, der er kommet til fra Kolding IF, og han brillerede med sikre og rolige indgreb. Og da Fredericia efter en times spil var tæt på en udligning, smed han sig og reddede fornemt. Kort efter havde  Rune Nautrup en friløber, men her var det Fredericia-målmanden, der var på sin post.

Det var mærkbart for KB’s spil, at Martin Hedeager var klar igen efter sin skade, og anfører Dennis Johansen var igen en solid midtbanemotor. KB var tydeligt udfordret på kanterne, hvor Fredericia dog flere gange forgæves forsøgte at spille sig fri. Men udeholdet var for uskarpt, så sejren til de blå kom ikke for alvor i fare.

KB spiller sin næste træningskamp lørdag 11. marts klokken 14 i Esbjerg mod Esbjerg fB og skal så igen forsøge at vinde over et hold fra JS1.      

Luk