KB førte, men blev slået på et mål i overtiden:
Jes Bekke, KB’ s jyllandsserie-træner, mener, at hans hold traf nogle lidt naive valg. Foto: Kolding Boldklub.
Jes Bekke er irriteret. ”Sindssygt skuffet” tilmed, og han kalder nederlaget på 3-2 skærtorsdag eftermiddag resultatet af en offday. Ikke desto mindre graver han lidt optimisme frem i det roderi, KB-træneren mener, at hans jyllandsserie-mandskab fik skabt for sig selv i Aarhus-bydelen Viby.
3-2 vandt værterne fra Aarhus Black Vipers – ja, det hedder klubben – efter at KB’erne var gået til pause med 1-1 og havde det ene point via 2-2 frem til dommerens tillægstid.
”Det var en offday mentalt, set i forhold til de valg vi traf på banen. Kunne vi være kommet herfra med et point, havde det været fint. Det var ærgerligt, men så er det heller ikke værre”.
Mål indkasseret i overtiden – igen
Sådan lyder konklusionen fra KB-træneren. Ret har han i hvert fald så langt, at KB’erne så ud til at kunne køre hjem med det ene point, men ligesom i åbningssejren over Bredballe fem dage tidligere indkasserede KB’erne et mål i den tid, kun dommeren kender til.
Sene scoringer fra modstanderne skal ingen dog lægge noget i, understreger Jes Bekke. Hans kritik retter sig først og fremmest imod det, spillerne leverede opgøret igennem.
Kamp præget af dårlige beslutninger
Forholdene var svære. KB’erne havde forventet at skulle spille på kunstgræs, men værterne, der har til huse ikke så langt fra Marselisborg Slot, valgte en bane, der ikke var meget park over. Og i hvert fald ikke egnede sig til korte pasninger langs græsset eller måske snarere jorden.
Det er her, at de beslutninger, gæsterne traf undervejs, ærgrer Jes Bekke.
”I stedet for at spille boldene i bagrummet hos modstanderne, landede de til duel, eller vi spillede bolden i fødderne. Det er svært på en knoldet bane”, konstaterer han.
Værterne havde samtidig både rutinen og fysikken på deres side, hvilket gjorde arbejdsbetingelserne for KB-mandskabet noget vanskelige.
”Vi traf nogle lidt naive valg. Vi mistede bolden på steder, hvor det gjorde ondt på os, og det blev udslagsgivende”, siger Jes Bekke.
Fine chancer blev brændt
Ikke desto mindre havde KB’erne flere fine muligheder for at score på afgørende tidspunkter.
”Vi havde chancer til både at komme foran 3-1 og 3-2, efter at de havde fået udlignet. Det var en lige og rodet fodboldkamp, som vi skulle have vundet. Vi skal i hvert fald være bedre til at indordne os de forhold, vi spiller under”, lyder konklusionen fra Jes Bekke.
KB-træneren måtte igen stille op uden både Eskild Bak og Max Juhl. Og ingen af dem bliver klar, når KB spiller igen lørdag efter påske. Her kommer Fredericia fF på besøg på Pierre Park.
Kampen i tal og fakta:
Jyllandsserien 1, pulje 2:
Bøgeskov Idrætsanlæg - Viby, torsdag den 2 april klokken 13:00
Aarhus Black Vipers-Kolding Boldklub 3-2 (1-1)
1-0: 31. min. Rasmus Hagde (31), 1-1 Selvmål (45), 1-2 Emil Pedersen (53), 2-2 Marinus Kristensen (69), 3-2 Jeppe Aarhus Nielsen
Advarsler:
Aarhus Black Vipers - Mads Bonnén (62).
Kolding Boldklub – Chance Bashende (22) og Emil Pedersen (90).
KB’s holdopstilling – 4-2-3-1:
Frederik Bach Jensen – Phillip Kildal, Emil Høj Hansen, Mathias Jensen, Emil Dall Collatz – Chance Bashende, Johan Guldbrand – Frederik Kyed Thomsen, Younes Akileh, Emil Pedersen – Martin Riis.
45 min. Emil Paaske erstattede Frederik Kyed.
84 min. Jesper Fogh Sørensen erstattede Younes Akileh.
84 min. Enes Karabek erstattede Martin Riis.
Næste kamp:
KB-Fredericia fF
Pierre Park, Mosevej 1, lørdag den 11. april kl. 12.00.