Menu

KB smed sikker føring væk

image Max Juhl (tv.) og Eskild Sølvsten Bak i kamp med hvidblusede Sydvest-spillere.
16. september 2023 kl. 14:45

Uret viste 90.14, da Kolding Boldklubs Marcus Holm i feltet kom for sent i en tackling mod FC Sydvests Marc Poulsen. Straffespark. Det satte den tidligere KB-spiller Villads Møller ind til 4-3 sejr til sønderjyderne.

JS1-kampen på Mosevej Sportsplads var vendt fuldstændig. KB førte fra det 34. til det 76. minut 3-1 og havde flere gode chancer for at score yderligere. Men selv ikke, da det hårdt spillende Sydvestmandskab kun havde otte mand på banen på grund af gule kort, formåede de blå at score.

Og så hjælper det jo ikke meget, at KB var det bedste fodboldhold i denne kamp, når et godt fightende hold som FC Sydvest kan vinde på grund af individuelle fejl hos en mere urutineret modstander.

KB kom skidt fra start. Forsvaret var slet ikke på plads, da Frederik Gydesen efter blot fire minutters spil pærelet kunne sende et fladt indlæg i nettet.

Et kvarter efter udlignede Enes Karabek med et flot skud fra kanten af feltet, og blot to minutter senere viste veteranen Rune Nautrup sin målnæse, da han scorede med et fladt skud fra nært hold.

Efter 24 minutters spil sendte KB’s Eskild Sølvsten Bak et fladt indlæg ind foran mål, og her var FC Sydvests Adis Skopljak så uheldig at score i eget net. 3-1 til de blå.

Det kunne være blevet både 4-1 og 5-1 inden pausen, men Sydvest-keeper Emil Schmidt reddede fornemt i begge tilfælde.

Og så faldt KB sammen til sidst. Først 2-3 reducering ved den tidligere KB’er Huseyin Øzcan efter et indlæg, hvor KB kom for sent. Så 3-3 11 minutter før tid, da KB-keeper Frederik Bach væltede en modstander i feltet. Gult kort til KB’s sidste skanse. Emil Pedersen trak i målmandstrøjen, men kunne ikke forhindre Villads Møller i at udligne. Og den tidligere KB’er blev så også matchvinder for sit hold i overtiden, hvor FC Sydvest ellers var blevet reduceret til 10 mand på grund af et rødt kort til Alen Merusic – i øvrigt også en tidligere KB’er.  

KB forsømte med det unødvendige nederlag lejligheden til at kigge op ad i tabellen. Nu skal der kigges nedad.

Max Juhl blev af publikum kåret som kampens bedste KB-spiller og modtog en check på 500 kroner sponseret af Paw Kristensen og 3P Logistics.            

Luk