Menu

KB tilbage på rette spor mod Vatanspor

image
Jacob Hille
23. september 2023 kl. 16:40
Med to sejre i denne uge er KB’s JS-hold tilbage på sporet efter en drøj periode med nederlag.
Sejren på 4-2 mod Vatanspor i dag faldt efter en kamp med to meget forskellige halvlege. Første halvleg sad KB tungt på, mens 2. halvleg var Vatanspors.
KB kom foran efter et klassisk angreb efter 12. minutter. Oliver Bekke vandt duellen med sin modstander i højresiden, slog et fladt indlæg til Rune Nautrup og 1-0.
Vatanspor havde et farligt skud på overliggeren, inden Sabao fordoblede til 2-0 ved at jagte en løs bold, da Vatanspors målmand og forsvar gik fejl af hinanden efter 24 minutter.
3-0 fulgte to minutter senere, da Eskild Sølvsten Bak efter flotte KB-kombinationer blev spillet fri i feltet. Hans skud blev rettet af og sejlede i nettet. Eskild Sølvsten Bak blev senere kåret som dagens KB’er.
Vatanspor fik en scoring annulleret for offside, men det var de blå, der var i teten. KB havde store chancer til et par mål mere, men pausestillingen var 3-0 efter stor KB-dominans.
Kampen skiftede hænder
Efter et par minutter af 2. halvleg fik Vatanspor tildelt et straffe, som aarhusianerne scorede sikkert på til 3-1 – som et varsel om, at kampen ville skifte hænder.
Vatanspor pressede KB’erne langt tilbage og kom på 3-2 efter 57 minutter, da et hjørnespark dumpede ned i feltet, og Vatanspor-spillerne var hurtigst over bolden. Med 3-2 og Vatanspor-dominans med mere end en halv time tilbage var der langt hjem for KB’erne.    
Den seneste tids mistede føringer så ud til at ligge i baghovederne på KB’erne, der spillede nervøst i denne fase.
Mod slutningen fik KB’erne chancer for at lukke kampen, da Vatanspor smed mere frem for at udligne. Da Vatanspor fik kampens eneste gule kort efter 78 minutter, udnyttede Tobias Martinsen pladsen til på hovedstød i to omgange at lukke kampen.
KB havde endnu et par store chancer mod slutningen og bolden på overliggeren to gange, men det blev ved 4-2 og tre rare blå point til KB, der nu ligger midt i sin JS 1-pulje.
Luk