Klubhuset bliver forandret:
Mikkel Retsby og Mikkel Moth er to af dem, der står bag ændringerne i ”Klubhuset”.
Café Mosen blev den kaldt. Det skulle være fint, emme af hygge og noget stort. Men måske blev det hele lidt for fint, flot og fluffy.
I hvert fald var resultatet nedslående. Alt for få af vores medlemmer har brugt cafeen, og nu laver vi en masse om.
Det første gælder navnet. Café Mosen er fortid, og i stedet bliver mødestedet for alle KB-medlemmer slet og ret kaldt ”Klubhuset”. Fra nu af.
Og her er alle velkomne. Navnet er naturligvis ikke den eneste ændring. Det tidligere forpagterpar har sagt op, og i stedet bliver en lang række frivillige tilknyttet. Under en mands ledelse. Han hedder Mikkel Retsby, og han får titel af bestyrer.
”Klubhuset” åbnes officielt lørdag 28. marts, og det sker i forbindelse med sæsonens første kamp for vores ny-oprykkede jyllandsseriehold. Kl. 12 spiller KB imod Bredballe.
”Klubhuset” er allerede åbnet, men først fra tirsdag 7. april – lige efter påske – vil den nye hverdag for alvor kunne ses.
Klubhuset vil være åbent mandag-torsdag kl. 16.30-21.00
Klubhuset vil være åbent i weekender:
- 9.30-15.30 – eller efter behov
Derudover:
- Det tidligere såkaldte VIP-lokale bliver åbnet på alle dage. Og her vil der være mulighed for at beskæftige sig med flere former for aktiviteter. Billard, bordfodbold, brætspil. Ja, man kan sågar tage egne spil med og hygge sig med dem.
- Det bliver muligt at købe mad i ”Klubhuset”, men du kan også medbringe egen madpakke og spise den i klubhuset, hvis du har lyst.
Mikkel Moth og Mikkel Retsby glæder sig til genåbningen af ”Klubhuset”.
For som Johnni Larsen, der har siddet med i den styregruppe, som har arbejdet med ændringerne, siger:
”Du skal kunne komme i ”Klubhuset” uden at skulle bruge penge. Vi har i arbejdsgruppen alle været enige om, at ”Klubhuset” skal være et samlingssted for klubbens medlemmer”.
Ikke-medlemmer er naturligvis også velkomne. Er du forælder til et barn, der spiller fodbold i KB, kan du fordrive tiden i ”Klubhuset” frem for at sidde i egen bil, sådan som det har været en udbredt kutyme de seneste år.
Kom ind i ”Klubhuset” og vær en del af KB. Også som forældre.
Det skal understreges, at grillen foran ”Klubhuset” stadig bliver tændt ved festlige lejligheder. Også når jyllandsserieholdet spiller sine hjemmekampe. Her vil Morten Løwe nu som før være grillmester.
Tilbage er der blot at sætte navne på dem, der har siddet i udvalget og arbejdet med de ændringer, du snart vil få at se:
Mikkel Retsby, Anders Flaskager (konsulent), Marianne Søborg, Marianne Johannsen, Johnni Larsen, Morten Løwe, Hans Gehlert, Allan Jensen, Ole Henrik Thomsen og Mikkel Moth.
Kolding Boldklub sender dem hermed alle en stor tak.
Og til alle: Kom endelig og vær med til den officielle åbning af det nye klubhus…
… lørdag den 28. marts kl. 11.30.