Menu

Mosevej Sportsplads skifter navn

image
Bestyrelsen
12. december 2025 kl. 12:00

PRESSEMEDDELELSE

Kolding Boldklub – Officiel meddelelse

 

Mosevej Sportsplads skifter navn til PIERRE PARK pr. 1. januar 2026

Kolding Boldklub kan med stor glæde offentliggøre, at Mosevej Sportsplads får nyt navn og fremover vil hedde PIERRE PARK. Navneskiftet træder officielt i kraft den 1. januar 2026 og markerer begyndelsen på et styrket partnerskab mellem klubben og Pierre Ejendomme, som samtidig indtræder som Kolding Boldklubs nye hovedsponsor.

Samarbejdet udspringer af en fælles ambition om at styrke og videreudvikle klubbens Koldings DNA – en lokal forankret tilgang, hvor fællesskab, frivillighed og sportslig udvikling går hånd i hånd. Med Pierre Ejendomme som hovedsponsor får klubben et solidt fundament for at være attraktiv for talentfulde spillere, som ønsker at videreudvikle sig på seniorniveau i et stærkt og ambitiøst miljø.

Partnerskabet vil desuden bidrage til at løfte hele klubben – fra U6 til Old Boys – med fokus på stærkere rammer, for endnu bedre at kunne understøtte både frivillige, trænere og spillere i klubben.

 

Udtalelse fra Pierre Legarth (Pierre Ejendomme)

“Vi er stolte over at blive hovedsponsor for Kolding Boldklub og over at sætte vores navn på PIERRE PARK. Dette lokale sponsorat betragter vi som et strategisk bidrag til breddeidrætten i Kolding. KB repræsenterer alt det, vi værdsætter: lokalt engagement, udvikling, frivillighed og et stærkt fællesskab. Kolding Boldklub og Pierre Ejendomme har et fælleskoncept, der strækker sig fra 'vugge til grav' – vi ønsker at støtte og udvikle talent fra de tidligste år med U6-spillerne og helt op til Old Boys. Vi tror fuldt og fast på klubbens vision om at skabe et udviklende senior-miljø, der kan tiltrække Koldings dygtige unge spillere, mens vi samtidig styrker bredden i klubbens aktiviteter. Vi ser frem til at være en aktiv partner i Kolding Boldklubs rejse mod en stærkere fremtid og dermed understøtte en hel klub, som er bygget på et stærkt sammenhold og frivillige kræfter. Vi glæder os til at være med på rejsen.”

Udtalelse fra Kolding Boldklub

“Samarbejdet med Pierre Ejendomme er et stærkt løft for Kolding Boldklub og hele vores sportslige setup. Med dette får vi rammer, der matcher vores ambitioner om at tiltrække Koldings dygtige talenter, - spillere, som ønsker at tage næste skridt i deres udvikling på seniorniveau. Aftalen giver os samtidig mulighed for at styrke hele klubben, fra U6 til Old Boys, og sikre at sammenhold, kvalitet og Kolding DNA fortsat er fundamentet for vores hverdag. Vi ser frem til en ny og spændende æra på PIERRE PARK.”

 

Luk