Reserverne skaffede KB tre værdifulde point: Nu venter sæsonens ”konge-etaper”

Det var en selvfølgelig en holdpræstation, som træner Jes Bekke indleder med at understrege. Men værd at bemærke er det nok især, at det var tre reserver, der førte an, da KB i gule trøjer fredag aften ikke bare beholdt førerpositionen, men også placerede sig lunt i svinget inden de sidste fire kampe.
KB-reservernes flotte indhop i 3-0-sejren mod Gauerslund på udebane vender vi tilbage til.
Sæsonens konge-etaper
Først bliver vi i Tour de France-analogien. KB’erne skal i de fire sidste kampe bevise, at de udgør det stærkeste hold i feltet, for lige forude venter det, vi kan kalde sæsonens konge-etaper.
Først gælder det Herning næste lørdag og torsdagen efter Sædding/Guldager – begge på hjemmebane. De to hold er KB’ernes hårdeste rivaler i oprykningsræset.
Sådan er situationen efter KB’s sejr i Gauerslund og Sædding/Guldagers 1-1-kamp torsdag aften i Brande.
Førstepladsen og oprykningen ligger for KB’ernes fødder, og i den sammenhæng var sejren over Gauerslund både nødvendig og for selvtilliden ganske brugbar. Kampen understregede i den grad bredden på holdet.
Jes Bekke skiftede undervejs formation – fra 4-2-3-1 til 3-4-3 – og derudover kom Emil Hansen, Mikkel Ravn Hansen og Jesper Fogh Sørensen på banen. Med effekt.
Reservernes indflydelse og Bekkes konklusion
Emil Hansen afløste en småskadet Max Juhl og gjorde det fint.
”Forsvaret gav ikke ret meget væk”, lyder anerkendelsen fra Jes Bekke.
Mikkel Ravn Hansen og Jesper Fogh Sørensen fik en mere direkte indflydelse på kampens udfald med deres scoringer til 2-0 og 3-0. Især Mikkel Ravn Hansen havde en fin aften i Gauerslund. Han stod også bag oplægget til Jesper Fogh Sørensens 3-0-mål.
Jes Bekke konkluderer:
”I pausen sagde jeg til spillerne, at vi skulle skrue nogle procenter op for niveauet – især angrebsmæssigt – og det gjorde vi. Kampen i går var en dejlig reaktion oven på nederlaget til Give (lørdag, red.). Og så scorede vi nogle flotte mål.”
Værd at skrive er det derudover, at også Eskild Sølvsten Bak blev noteret for både en scoring og en assist.
KB’s opgør mod Herning spilles på ”Mosen” lørdag den 4. oktober kl. 12.00.
Kampen i tal og fakta:
Jyllandsserien 2, kreds 5:
Danbolig Arena Gauerslund - Gauerslund, fredag den 26. september 2025 kl.19:00
Gauerslund IF - Kolding Boldklub 0-3 (0-0)
0-1 Eskild Sølvsten Bak (48), 0-2 Mikkel Ravn Hansen (81), 0-3 Jesper Fogh Sørensen (83).
Advarsler:
Gauerslund IF: Jakob Hansen (66).
KB’s holdopstilling:
Frederik Bach Jensen – Phillip Kildal Johannsen, Max Juhl, Mathias Jensen, Emil Dall Collatz – Nicklas Myrnes-Østergaard, Tobias Martensen – Eskild Sølvsten Bak, Enes Karabek, Emil Pedersen – Noah Skov.
Bænken: Emil Høj Hansen, Mikkel Ravn Hansen og Jesper Fogh Sørensen.
Næste kamp:
Lørdag den 4. oktober klokken 12:00 hjemme mod Herning Fremad - Mosevej Sportsplads - Kolding