Menu

Tredje sejr i træk til KB

image Rune Nautrup spillede en god kamp og scorede for KB.
30. september 2023 kl. 16:00
Byens klub slog vestjysk bundhold 3-1

For et par uger siden var Kolding Boldklubs JS1-hold i nedrykningsfare, men tre sejre i træk har nu gjort, at de blå igen er med i toppen.

Besøget hos bundholdet Sædding-Guldager gav en 3-1 sejr, som kunne have været meget større, hvis det unge KB-hold havde udnyttet sine chancer lidt bedre.

Men cheftræner Jes Bekke var tilfreds med spillet, for da KB kom foran efter 12 minutters spil, havde de blå allerede haft tre-fire gode angreb, der kunne have givet mål.

Oliver Bekke havde sidste fod på bolden, der var blevet rettet af i feltet. Han måtte desværre lade sig skifte ud lidt senere med en fibersprængning.

 Syv minutter før pausen slog Rune Nautrup til med et perlemål. Han tilkæmpede sig selv bolden og scorede med et flot spark oppe i krydset. 2-0 til byens klub ved veteranen, der spillede en god kamp og viste opadgående formkurve.  

10 minutter efter pausen fik KB hjælp af vestjydernes Morten Snabe, der headede et hjørnespark i eget net. 3-0 føringen blev så lidt af en sovepude for de unge KB’ere, der sjuskede og gav en del hjørnespark væk.

Det udnyttede Klaus Lind Jensen til at reducere til 1-3 med et kvarter tilbage, og selv om Sædding-Guldager havde både et stolpeskud og et farligt forsøg, som KB-keeper Frederik Bach tog sig af, var det de blå, der burde have scoret flere gange.

KB møder topholdet ASA Aarhus på lørdag den 7. oktober klokken 12.00 på Mosevej. En sejr her vil være guld værd.

 - Ja, det er næsten for spændende. Men jeg synes, det er flot, at vi ligger der, hvor vi ligger, med de unge drenge. De flytter sig, og det er flot, at de er kommet igen og har rejst sig efter de nederlag, vi fik. Men nu tager vi en kamp ad gangen, siger Jes Bekke oven på den tredje sejr i træk.

 

 

 

Luk