Menu

Alt kan ske mod Kalundborg

image KB må undvære anfører Kenneth Petersen til kampen i Kalundborg.
Af Torben Mølby
29. april 2016 kl. 09:16
Godkendt start pointmæssigt, men spillemæssige mangler, skriver KB-træner Torben Mølby.

Søndag kl. 13 gæster KB’s DS-hold Kalundborg. De to hold ligger side om side i tabellen, hvor kun et point adskiller os, så det ligner en ny tæt kamp. Det første møde vandt Kalundborg med overbevisende 3-0 på Mosevej - det ligner dog umiddelbart et mere lige møde denne gang.

Vi har heldigvis fået flere spillere klar igen efter Marstal-kampen, hvor vi manglede en del, så der er lidt ændringer til kampen, hvor Martin Engels og Nikolaj Søgaard er tilbage igen.

Vi er inde i en fase, hvor kampene er utroligt tætte. På nær de tre øverste hold så er resten af holdene jævnbyrdige, så det er de små marginaler, der som oftest afgør kampene. Vi har fået en godkendt start pointmæssigt, men vi har endnu ikke spillemæssigt overbevist, så efter en opstart, hvor vi trænede på kunstgræs, har vi trænet alt for lidt på græs, men vejret har ikke været med græsbanerne indtil videre. Igen i denne uge har banerne været svære at træne på, det er forhåbentligt en del af forklaringen på, at vores spil endnu ikke flyder. Heldigvis har vi også andre dyder, som gør, at vi alligevel kan fighte os til point, men vi arbejder tre gange i ugen på at forbedre os med bolden, så jeg er fortrøstningsfuld med hensyn til spillet på sigt. Pointene er trods alt vigtigst i øjeblikket, så vi vil fortsat indrette os efter banerne, da det er vigtigt for hele vores set-up, at vi fortsat spiller i DS efter sommerferien. Jeg har trænet i denne række i mange år, og denne sæson er det det højeste og mest jævnbyrdige niveau, jeg har oplevet. I denne overgangssæson kan alt ske.

Vi har til denne weekend Sebastian Spornberger, Kenneth Petersen og Frederik Scheel ude.

Følgende 14 spillere er udtaget:

Martin Kjelde, Nikolaj Søgaard, Morten Nielsen, Christian Wogensen, Alexander Outzen, Fiton Durguti, Jonas Spornberger, Jonas Raunsbæk, Thomas Lykke Rasmussen, Thomas Gormsen, Kenneth Larsen, Martin Engels, Jeppe Brædder og Nikolaj Døj.

Luk