Menu

Anders Flaskager ny ungdomsansvarlig i KB

image Anders Flaskager skaber med sit store engagement altid glæde hos de unge spillere.
02. februar 2022 kl. 14:28

Det er med meget, meget stor glæde, at Kolding Boldklubs bestyrelse har indgået en aftale med Anders Flaskager om stillingen som ungdomsansvarlig.

Den tidligere DS-træner er både velkendt og vellidt på Mosevej, hvor hans primære opgave er at finde trænere og gerne også spillere til klubben og inspirere begge parter, kigge forbi træningsbanerne og coache trænerne.

Han skal også bidrage til at skabe et miljø i projekt KB version 2.0, hvor legen med bolden i et stærkt fællesskab er et bærende element, og hvor det er sjovt at spille fodbold. Et projekt, Anders selv har været med til at skabe.

Anders er 45 år og har i sin mange år i klubben med sit vindende væsen altid bidraget til at skabe en god stemning, så de unge spillere og trænerne kan glæde sig til hans store engagement.

Han afløser Jan Hede, der af tidsmæssige årsager har ønsket at stoppe på posten. Stor tak til Jan for indsatsen og velkommen til Anders, der tiltrådte 1. februar og derfor allerede er klar med råd og bistand.

Luk