Arbejdssejr til de blå

Det var årets første kamp på græs, så bolden hoppede lidt anderledes, end spillerne var vant til. Det var en svær udekamp mod de altid godt kæmpende alsinger fra Egen. Og Kolding Boldklubs JS2-hold måtte undvære de to skadede stamspillere Sabao og Jacob Andersen.
Mod disse odds var det en vigtig 2-1 sejr, de blå hentede hjem. Veteranerne Rune Nautrup og Martin Hedeager stod bag målene i en kamp, der bød på megen fight, og KB-cheftræner Jes Bekke tøvede da heller ikke med at kalde resultatet for en rigtig arbejdssejr.
- Vi kom godt fra start, da Mathias Jensen sendte en lang bold hen over bagkæden, og Marcus Holm forlængede den til Rune Nautrup, som scorede et rigtig godt mål. Rune havde også to friløbere i første halvleg, men målmanden klarede den ene, og den anden endte ved siden af målet, fortæller KB-træneren.
Egen udlignede før pausen på et flot langskud, hvor KB’erne ifølge Jes Bekke dog forholdt sig alt for passive – det var hjemmeholdets eneste chance i de første 45 minutter.
- Vi rejste os efter pausen, efter at vi havde fået justeret lidt i forhold til presset, og så scorede Martin Hedeager et godt mål efter oplæg fra Dennis Johansen og Rune Nautrup. Hedeager tog et lækkert træk og scorede.
Egen havde kun en enkelt chance efter pausen, og her reddede vores målmand Frederik Bach. Chancefordelingen var 5-2 til os, så på den baggrund var det en fortjent sejr, konkluderer Jes Bekke.
KB er efter sejren nu med i toppen af rækken. Næste kamp er hjemme mod Bramming på lørdag den 15. april kl. 12.00.