Blåt nederlag efter sjusket start

Sædding skulle vinde for at blive i Jyllandsserien 1, Kolding Boldklub kunne kun i den yderste teori rykke ud. Og det prægede starten af kampen på Mosevej Sportsplads.
KB-forsvaret, der var uden den skadede forsvarsdirigent Mathias Jensen, sjuskede med boldtab og dårlig opdækning. Det udnyttede Sædding til to scoringer i det 7. og 11. minut og grundlagde dermed 3-2 sejren, der betød redning i rækken.
KB’erne var endda heldige med ikke at være bagud 0-3 efter 19 minutter, men her var heldet med hjemmeholdet. Rune Nautrup havde to gode forsøg, inden han i det 27. minut udnyttede en misforståelse i Sædding-forsvaret og reducerede til 1-2 med et fladt skud.
Martin Riis var tæt på 2-2, da Sædding-forsvaret igen blottede sig. Men det var udeholdet, der slog til igen, da et passivt KB-forsvar kiggede på, mens Sædding let kombinerede sig igennem til en 3-1 pauseføring.
Der var heldigvis mere ild i øjnene og gejst hos KB’erne i anden halvleg, hvor Martin Riis med lidt mere held kunne have nettet et par gange. I sidste minut var han tæt på en udligning, men brændte næsten på målstregen.
De blå reducerede til 2-3 11 minutter før tid på et fremragende frisparksmål af Martin Hedeager. Det kunne med en mindre sjusket start godt være blevet til et point inden sommerpausen, men KB kan så glæde sig over at være blevet i en række, der har været meget jævnbyrdig.
En godt fightende Marcus Holm blev af publikum kåret som kampens bedste KB-spiller og fik af sponsorchef Thomas Strit overrakt en check på 500 kroner sponseret af Paw Kristensen og 3p logistics.