De blå skal nu kigge nedad
Jesper Fogh Sørensen scorede for de blå, men det var ikke nok til sejr.
Det begyndte så godt, men endte desværre skidt, da Kolding Boldklubs JS1-hold spillede ude mod Herning Fremad. Jesper Fogh Sørensen bragte de blå foran kort før pausen på den lækre hybridbane i det midtjyske, men kampen tippede fuldstændigt efter pausen.
Fire Fremad-fuldtræffere og en 4-1 sejr efterlader Herning som tophold, mens KB nu er i bunden i den jævnbyrdige række, hvor alle stadig har noget at spille for.
- Jeg har hele tiden sagt, at det bliver tæt til det sidste i rækken, men i dag havde hele holdet et kollektivt kollaps efter pausen, lyder konklusionen fra cheftræner Jes Bekke.
- Alle tog de forkerte beslutninger, især i forsvaret. Varmen var hård ved os, det var den også ved de andre, men jeg måtte tage både Marcus Holm og Mikkel Ravn ud på grund af varmen.
KB-træneren så ellers sit hold spille en fin første halvleg, hvor både Jesper Fogh Sørensen og Rune Nautrup havde chancer til flere KB-mål. Aftalerne i omklædningsrummet blev dog hurtigt glemt efter pausen.
Blot to minutter inde i anden halvleg udlignede Herning på et straffespark, efter at Mathias Jensen havde haft hånd på bolden. Dumme fejl og dårlige beslutninger af et usikkert i KB-forsvar gav hjemmeholdet yderligere tre mål – i løbet af 20 minutter, fra det 49. til det 69. minut. Og det var mål, der på en god dag kunne være undgået.
Det unge KB-hold, der igen stillede op uden de skadede støttespillere Dennis Johansen og Martin Hedeager, fik en lærestreg og skal nu rejse sig den kommende lørdag mod FC Sydvest, som blev besejret 3-1 i første runde.