Menu

De unge DS-drenge klar til sæsonstart

image Trængsel foran KB-målet i kampen mod Silkeborg KFUM. Foto: Carsten B. Grubach
Af Pete Buhl Madsen
07. marts 2020 kl. 19:02

Det duftede af forår på Mosevej lørdag, da Kolding Boldklubs DS-hold havde sin sidste træningskamp, inden det i næste weekend gælder om point på udebane imod Varde.

Den sidste træningskamp bød på et fint besøg, da det dygtige mandskab fra Silkeborg KFUM gæstede Mosen. Silkeborg KFUM som ligger i den absolutte top af Danmarksseriens pulje 4, har store ambitioner om at spille 2. division til sommer.

I bestræbelserne på at opnå dette mål, har de bl.a. senest tilknyttet den tidligere Superliga-spiller og Silkeborg-koryfæ Dennis Flinta, som krydret med profiler som Nicolai Johansen, Thomas Bejder og Mikkel Eriksen helt sikkert gør holdet til et godt bud på et kommende divisionshold.

KBs unge DS-drenge kunne derfor bruge kampen til for alvor at måle sig selv med den absolutte top af DS-rækken. Til dagens kamp måtte KB desværre se bort fra flere markante spillere, da både anfører Thomas Heiker, viceanfører Dennis Johansen, Abud Zanka samt Silas Hausmann ikke var kampdygtige, og da Oliver Buhl, Ergjan Toplica og Søren Møller Jensen måtte forlade opgøret efter kort tid, var det altså de purunge drenge fra truppen, der skulle forsøge at stå distancen.  

Kampen startede også rigtigt fint for ”de blå”, da en storspillende Christian Wulff efter et soloraid forbi tre Silkeborg spillere satte Nicolai Dupont op til en friløber ned mod Silkeborgs målmand.
Desværre for den nye, dygtige KB angriber fik Silkeborg-keeperen en hånd på afslutningen, mens returbolden endte med en lige så stor chance til Ergjan Toplica, der desværre ligeledes måtte se sin afslutning reddet på stregen af en glidende Silkeborg-spiller.

Efter en ellers fin start på opgøret stod der dog efterfølgende Silkeborg KFUM på det hele i første halvleg med det ene flotte angreb efter det andet. Udeholdet blev især farligt på siderne, kunne Silkeborg også sende bolden i kassen hele tre gange i løbet af de første 45 minutter.

I pausen ændrede KB formation og kom ud med et markant bedre udtryk og gejst. Det resulterede også i en 1-3 reducering ved Nikolaj Haysen, som efter en dødbold let kunne spadsere bolden i kassen.
Samme Nikolaj Haysen havde 12 minutter senere en kæmpe chance for at gøre det til 2-3 tæt under mål, men han sendte desværre bolden over overliggeren.

  1. halvleg blev generelt en mere jævnbyrdig affære, dog med Silkeborg KFUM som det kontrollerende hold.
    Stortalentet Mikkel Eriksen afgjorde definitivt kampen 10 minutter før tid med et fremragende mål fra 25 meter. Kampen endte derfor 4-1 til gæsterne fra Silkeborg.

De unge KB drenge skal på trods af nederlaget have kæmpe ros for en især fremragende indsats i anden halvleg, hvor drengene matchede det stærke Silkeborg-hold i lange perioder. Med en gennemsnitsalder på 22,8 år og ikke færre end otte skader blev der kørt på pumperne, men de unge drenge stod sammen, arbejdede stenhårdt og bestod i den grad deres første manddomsprøve af mange.

Generelt blæser der nye vinde over DS-truppen, hvor en markant foryngelse af truppen har sat sit præg på miljøet omkring holdet.  Der er fra trænerteamet omkring DS og S1 stor fokus på at få opbygget en ny og forbedret kultur, hvor træningsmiljøet, omklædningsrummet og omgivelserne løbende bliver optimeret.

Der vil blive spillet for en redning i DS-rækken til sidste blodsdråbe, men samtidig bliver der også tænkt mere langsigtet, og der er vi af den overbevisning, at både kultur og miljø slår kortsigtet resultatfodbold på den lange bane.

Det har derfor været en stor forandring hele truppen har gennemgået i denne vinteropstart, hvor der er kommet markant flere unge spillere ind på holdet. De unge spillere er enormt dygtige, træningsvillige og sultne. Netop den satsning har givet pote i forhold til det træningsmiljø og den kultur, vi ønsker i Kolding Boldklub.

Vi er derfor meget fortrøstningsfulde forud for det kommende forår, som vi alle ved bliver et ualmindeligt svært et af slagsen. Drengene vil primært blive målt på indsats og udstråling, og så vil resultaterne uden tvivl komme hen ad vejen i takt med, at holdet rykker sig på alle de nævnte parametre. Der er ingen tvivl om, at truppen vil få mange lærepenge dette forår, men at den samtidig vil stå rigtig stærk rustet på længere sigt.

De rutinerede kræfter som Thomas Heiker, Morten Jæger, Sabao Quame og Oliver Buhl er virkelig blomstret sammen med alle de unge spillere og disse lid ældre spillere skal have stor ros for at have taget et kæmpe ansvar i den forandring ,truppen gennemgår.

Truppen må til foråret desværre fortsat undvære dygtige spillere som Jonas Rode (knæskadet), Faisal Nezam (knæskadet), Kenneth Esters (knæskadet), samt Samim Kohestani (ankelskadet) samtidig med, at de unge drenge Sophus Raarup og Carl Nørby er på deres livs jordomrejse. Med disse markante spillere i kikkerten til at komme retur i løbet af året, samtidig med at vores nuværende unge drenge vokser på seniorplan, er vi meget fortrøstningsfulde for holdets fremtid både miljø samt konkurrencemæssigt.

Holdet har spillet følgende træningskampe:
KB-B 1909 1-3

KB–Næsby 0-1
KB–Otterup 1-2
KB–FC Sønderborg 5-1
KB–Århus 1900 2-1
KB–Silkeborg KFUM 1-4

VI glæder os nu til det kommende forår og vi håber at en masse blå tilskuere vil slå et smut forbi Mosevej og bakke op omkring de nye unge blå soldater.

Første turneringskamp er lørdag d. 14. marts kl. 15.00 på udebane imod Varde IF.


Vi kæmper videre-


DS truppen

 

Luk