Menu

Det var ikke hans bedste kamp: Men Eskilds hattrick overskyggede alt

image Billedet er fra lørdagens kamp imod Give Fremad. Her scorer Eskild Sølvsten Bak til 2-3. Foto venligst udlånt af Vores LokalAvis Give.
Bjarne Lindquist Bentsen; BLB@kolding-boldklub.dk
17. august 2025 kl. 13:50

Det kan lyde mærkeligt. Men det var ikke Eskild Sølvsten Baks bedste kamp.

Ikke hvis man spørger KB-træner Jes Bekke.

Til gengæld var den 20-årige angriber knivskarp foran modstandernes mål. I anden halvleg. På mindre end en halv time blev han ubetinget KB’s man of the match i lørdagens jyllandsserie-opgør på udebane imod Give Fremad.

Tre gange scorede Sølvsten Bak. Til 2-2, 3-2 og slutresultatet 5-2.

”Det vidner om klasse at kunne score tre gange på en dag, hvor man måske er knap så god i selve spillet. Men Eskild er en spiller med topscorerpotentiale”, siger Jes Bekke.

KB-træneren kan i det hele taget se tilbage på en rigtig fin sæsonstart. Lørdagens tre point kom oven på 3-1-sejren søndag aften i efterårspremieren imod Brande.

5-2-gevinsten lørdag var i øvrigt KB’s anden sejr over Give inden for et par måneder. I juni vandt KB en pokalkamp med 4-0 på hjemmebane over selvsamme modstander.

 

Bagud ved pausen

Trods de relativt overbevisende cifre var Bekkes mandskab kun bedst efter pausen, for det var hjemmeholdet, der gik fra første halvleg foran. 2-1 var stillingen.

KB’erne optrådte i de sidste 45 minutter med en betydeligt større koncentration.

”Det hører med, at Give spillede en god første halvleg, men vi var også alt for passive. Vi skulle yde noget mere. Det fik vi talt om i pausen, og langsomt åd vi os tilbage i kampen”, summerer Jes Bekke op.

KB-træneren har tidligere udtrykt bekymring for sit holds indimellem manglende effektivitet foran mål. Men sådan har det i hvert fald ikke set ud efter sommerferien.

Otte mål i to kampe kan ingen være utilfredse med. Eller som Jes Bekke lettere underdrivende konstaterer:

”Udnyttelsesprocenten i dag kan vi ikke klage over”!

 

Målmandstræner på mål

Imod Brande havde KB ukraineren Bogdan Somulyuk på mål, men han var ikke til rådighed i lørdagens opgør. I stedet blev målmandstræner Nicolaj Berg Laursen placeret mellem stængerne.

Hvem der står i den næste kamp, har Jes Bekke endnu ikke taget stilling til.

Den spilles i øvrigt allerede tirsdag den 19. august, når Gauerslund kommer på besøg.

Der er kampstart klokken 19, og mon ikke KB’erne går ind til den kamp som klare favoritter. Gauerslund fik i hvert fald en gevaldig snitter i sin kamp lørdag.

5-0 tabte holdet i Brande.

 

Kampen i tal og fakta:

Jyllandsserien 2, kreds 5:

Give Stadion - Give, lørdag den 16. august 2025 kl.13:00

Give Fremad-Kolding Boldklub 2-5 (2-1)

0-1 Emil Paaske (5), 1-1 Mathias Nørtoft (41) , 2-1 Magnus Bitsch (43), 2-2 Eskild Sølvsten Bak (68), 2-3 Eskild Sølvsten Bak (81), 2-4 Emil Pedersen (88), 2-5 Eskild Sølvsten Bak (89)

 

KB’s holdopstilling:

Nicolaj Berg Laursen – Emil Dall Collatz, Max Juhl, Emil Høj Hansen, Phillip Kildal Johannsen - Emil Paaske, Tobias Martensen, Emil Pedersen, Oliver Rask Bekke, Eskild Sølvsten Bak - Martin Riis

Reserver: Gustav Højfeldt Christensen, Jesper Fogh Sørensen & Noah Skov.

Næste kamp:

Tirsdag den 19. august klokken 19:00 ude mod Gauerslund IF, Mosevej Sportsplads - Kolding.

Luk