Menu

Emil blev dagens KB’er i skysovs: Forsvarsspilleren var med i alle tre mål

image
Bjarne Lindquist Bentsen: BLB@kolding-boldklub.dk
03. maj 2025 kl. 17:59

De ser glade ud – KB-formand Tommy Meyer og Emil Paaskefra vores jyllandsseriehold. Og glade både havde og har de grund til at være.

Ikke mindst Emil Paaske. Han begyndte lørdagens hjemmekampmod Herning Fremad som forsvarsspiller, senere blev han rykket frem på midtbanen, men ikke desto mindre agerede han som en ægte angriber og blev dagens KB’er i skysovs. På et tidspunkt, da vi havde allermest brug for en sådan. En matchvinder.

3-2 vandt KB lørdagens jyllandsseriekamp på ”Mosen”. Og Emil Paaske havde mange aktier i den sejr. Han var involveret i alle tre KB-mål trods sine tilbagetrukne udgangspositioner.  

På den baggrund var det ganske naturligt, at han blev kåret som kampens spiller og belønnet med et gavekort på 500 kroner til Café Mosen. Det var det gavekort, som formand Meyer overrakte Emil Paaske efter sejren over Herning Fremad.

 

Jes Bekke: En forløsning

Glad var han naturligvis, den gode Emil Paaske, men det var hele KB-holdet af indlysende grunde. Eller som træner Jes Bekke konstaterede efterfølgende:

”Det var en forløsning for os”.

Sejren var som solskin efter en lang periode med regn. Tre nederlag på stribe havde sat sine spor i tabellen, hvor holdet, der gerne vil spille med i toppen, lå og rodede rundt i bundens mudder.

Det gør KB såmænd stadig. I skrivende stund næstsidst, men nok så vigtigt: Holdet har bare fire point til førstepladsen med otte kampe igen i en uhyggeligt tæt række, hvor der efter søndagens kamp mellem FC Sønderborg og BK Klitten bare kan være de nævnte fire point imellem top og bund.

Som Jes Bekke udtrykker det:

”Det er faktisk så forrykt tæt, den række er”.

Men hvem ligger så nummer 1? Herning Fremad såmænd.

Det sætter KB’s sejr i relief, at den ikke bare kom mod topholdet, men også en baggrund af de nævnte tre nederlag.  

”Jeg synes dog ikke, at vi har fået som fortjent i de andre kampe. I dag spillede vi en rigtig fin kamp og vandt fuldt fortjent. Alligevel kom vi bagud, fordi vi ikke kunne udnytte, de chancer, vi fik. Men det var dejligt, at vi endelig havde lidt tur i den”, siger Jes Bekke.

Sejre er fodboldens salt, mens nye nederlag er salt i de sår, som for mange tabte kampe kradser på selvtilliden. Som Jes Bekke udtrykker det:

”Når man taber et par kampe eller tre, begynder folk at snakke om alt muligt, som er unødvendigt. Men kigger man kampforløbene igennem, har vi skabt chancer og leveret. I dag skulle vi have vundet mere, men det er dejligt, at det tippede til vores fordel mod et godt hold”, summerer KB-træneren op.

 

Kampen i kort form

Hermed tilbage til kampforløbet, som altså gjorde Emil Paaske til både matchvinder og kampens spiller. Her et lille resumé i punktform:

Gæsterne kom foran, da KB-keeper Frederik Bach Jensenblev overrasket af et skud fra midten af banen. KB-målmanden tog dog senere revanche med en flot dobbeltredning.
Emil Paaske udlignede til 1-1, da han sparkede en returbold efter et frispark i nettet.
I anden halvleg kom gæsterne igen foran, da hjemmeholdets defensiv tog sig en blunder.
Indskiftede Jesper Fogh udlignede til 2-2 med en Jon Dahl- inderside på en aflevering fra – rigtigt gættet: Emil Paaske.
3-2-sejrsmålet fik KB i slutminutterne. Denne gang fik Emil Paaske tilkæmpet sig - et nok lidt hårdt dømt straffe efter et hjørnespark - og det blev Emil Pedersen sat til at omsætte. Det lykkedes ikke. Til gengæld var Eskild Bak hurtigst over returen, og han scorede derfor det, som blev sejrsmålet.
KB-angriberen Martin Riis gjorde comeback I dagens kamp efter tæt på to års fravær. Angriberen gjorde en god figur, men måtte dog lade sig udskifte efter en times spil med noget, der kunne ligne en ny skade. Øv!
Enes Karebek, KB’s anfører, var ikke med i lørdagens kamp. Han havde meldt afbud, fordi han mistede sin mormor fredag. Vi sender Enes de varmeste kondolencer.  

KB’s jyllandsseriehold spiller igen næste lørdag. Her går turen til Ringkøbing-kanten, hvor modstanderen er føromtalte BK Klitten. Vi lader træner Bekke få det sidste ord:

”Dagens kamp skulle gerne være et godt springbræt til det videre forløb”.

 

Fakta:

Kampen i tal

Jyllandsserien 2, pulje 5:

Mosevej Sportsplads, Kolding, lørdag 3. Maj kl. 12:00

Kolding Boldklub - Herning Fremad 3-2 (1-1)

0-1 Jakob Henriksen (12), 1-1 Emil Paaske (38), 1-2 Emil Horslund (60), 2-2 Jesper Fogh Sørensen (82), 3-2 Eskild Sølvsten Bak (90)

Luk