Menu

En tidlig jubilæumsgave

image
08. juni 2019 kl. 20:32

Kære KB-medlemmer!

KB har fået en tidlig jubilæumsgave. Som de fleste af jer sikkert har hørt og læst, støtter Pierre Legarth fra Pierre Ejendomme A/S KB med 200.000 kroner, så klubben kan indfri hele sin gæld i momssagen.

Vi har nu aftalt med Gældsstyrelsen, at KB betaler 200.000 kroner nu og 100.000 kroner, som Kolding Kommune har bevilget, 15. januar næste år. Dermed slipper KB for at betale de 100.000 kroner, som kommunen ellers havde stillet os i udsigt i 2021 og 2022. Med andre ord. KB vil være gældfri fra 15. januar 2020. En stor lettelse.

Vi siger tak til Pierre for hans storsind og til Kolding Kommune for uvurderlig hjælp i forbindelse med gældssaneringen. Her har især borgmester Jørn Pedersen og viceborgmester Søren Rasmussen været vigtige medspillere.


Tirsdag 11. juni er sidste frist for tilmelding til jubilæumsfesten.

Det færdige program for KB’s 100 års jubilæumsfest er sendt ud til alle medlemmer og kan ses på hjemmesiden.

Der er stadig plads til glade KB’ere med ledsagere til jubilæumsfesten i teltet lørdag 22. juni klokken 18.30 på Mosevej Sportsplads. Pris 225 kroner for en fantastisk menu, som man også kan se på hjemmesiden. Sidste frist for tilmelding er tirsdag 11. juni klokken 24.00.


Klubben har besluttet at give adgang for medlemmer fra 15 år og op efter, og vi sikrer os, at de unge under 18 år ikke får udskænket alkohol.
Tilmelding skal ske via klubbens hjemmeside under www.kolding-boldklub.dk/om-klubben/arrangementer/jubilaeumsfest/

Bagefter indbetales beløbet på den nævnte konto. Folk uden mail kan kontakte Hans Iver Lindorff på 6017 3783 for at betale.

Det er selvfølgelig tilladt at tage festtøj på, men vær opmærksom på, at der er sand på gulvet i teltet, og at vi skal sidde på træbænke, så højhælede sko, lange kjoler og dyre smokingsæt vil nok ikke være passende påklædninger i de rustikke omgivelser.

Der udleveres ingen billetter til festen, man blive registreret ved indgangen ved ankomsten 18.30. Det er tilladt at reservere borde fra klokken 15, når trupperne fra SønderjyskE og KB er færdige med at spise.

 

Memory lane. Du skal ikke ned ad mindernes allé, men kan nøjes med at kigge på mindernes bord i Café Mosen. Her kan du bl.a. se en KB T-shirt fra 75 års-jubilæet, gamle profilaviser med KB-koryfæer og jubilæumsskriftet fra 1979, da KB fyldte 60.

Pia Moth i Café Mosen tager gerne imod flere minder, hvis nogen har nogle, de vil dele med andre i forbindelse med jubilæumsfestlighederne i juni og juli.

 

På bestyrelsens vegne,

Carsten B. Grubach,

formand

I KB er vi til for hinanden

Luk