Menu

Et point og en sejr for moralen

image KB-erne Morten Jæger, Søren M. Jensen og Sabahoon Qaume i kamp med en OKS-spiller. Foto: Carsten B. Grubach
Af Carsten B. Grubach
12. oktober 2019 kl. 17:07
KB spillede 0-0 mod OKS efter en god holdindsats.

Kolding Boldklubs Danmarksseriehold er stadig i scoringskrise, men efter en helstøbt holdindsats, fin fight og stærk moral blev der hentet et point hjem i Odense i udekampen mod det andet bundhold OKS på den altid hyggelige Okson Park.

KB var bedst på bolden kampen igennem, men alligevel var det fynboerne, der var tættest på en træffer i den målløse match.  Midt i anden halvleg fik OKS et straffespark, tyndt dømt mod Thomas Heiker, men heldigvis for de blå tordnede Jakob Mønster bolden på overliggeren. KB var tættest på en scoring, da Anders Thomsen efter en halv time spil var alene med OKS-keeper Adam Pedersen, som reddede hans forsøg.

Carl Nørby, der havde dejlig meget frirum at bevæge sig på i venstre side, havde to chancer i begyndelsen af kampen, da KB havde held til at presse OKS tilbage på banen. Det var desværre igen nærved og næsten for de blå, der dog viste spillemæssig fremgang i en kamp, hvor alt for meget af spillet foregik på midten af banen.

Thomas Heiker og Morten Jæger optrådte med autoritet i midterforsvaret i en fair spillet kamp, hvor der kun blev uddelt en advarsel til Jeppe Algaard fra OKS.

Det blev altså til et point, en sejr for moralen efter seks nederlag i træk og fornyet tro på, at den ventede sejr er inden for rækkevidde. De blå kæmper videre…

Luk