Fire mål, fire point og fire målscorere: Jes er tilfreds, men han har én udfordring

Hvis du ser Jes Bekke gående rundt på KB’s anlæg med brede smil i den kommende uge, har det sine grunde: Træneren for jyllandsserieholdet kan være fint tilfreds efter årets to første kampe, der har givet dette resultat:
Fire point skaffet via fire mål, serveret af fire forskellige målscorere. Dem vender vi tilbage til.
For vi skal selvfølgelig lige nævne, at Kolding Boldklub vandt lørdagens kamp i Varde med 2-0 efter 0-0 ved pausen, og med det uafgjorte 2-2-resultat i sæsonåbneren mod Haderslev FK for en uge siden kan Jes Bekke konstatere, at ikke alene har KB hentet fire point ud af seks mulige. Det er også sket imod to af de hold, træneren betragter som nogle af de hårdeste konkurrenter i den forventede oprykningskamp.
Jes Bekke og udfordringen
Sådan en sæsonstart er svær at beklage sig over. Det gør Jes Bekke heller ikke, men han er ikke desto mindre opmærksom på en lille udfordring, han ser sit hold have: De unge KB’ere er lidt længe om at få fat i kampene. Om at komme ud af starthullerne, som det også kan beskrives.
Sådan var det mod Haderslev for en uge siden. Og sådan var det lørdag i Varde, der ifølge Jes Bekke kunne være kommet foran, inden KB’erne fik justeret tingene.
Har du en diagnose eller rettere en analyse af, hvad der er årsagen til den måske lidt træge start på begge kampe?
”De dårlige baner på denne tid af året er en udfordring for boldspillende hold som vores. Vi kan ikke gøre det så simpelt, som vi gerne vil, og så måtte jeg justere rent taktisk”, siger Jes Bekke.
Han gik fra en 3-4-3-formation til 3-5-2 og fik dermed gjort midtbanen mere kompakt. Det hjalp. Og anden halvleg blev langt bedre for KB’erne, eller som Jes Bekke formulerer det:
”Vi kom med et helt andet udtryk efter pausen”.
De fire målscorere
Hermed er vi fremme ved målscorerne:
Emil Pedersen og Jesper Fogh Sørensen scorede i løbet af det første kvarters tid af anden halvleg, og dermed blev de to KB-målscorere nummer tre og fire i dette forår. Mod Haderslev for en uge siden stod Tobias Martensen og Eskild Sølvsten Bak for målene.
Jes Bekke glæder sig, naturligvis, over truppens bredde, men han fremhæver en anden og måske afgørende detalje: Holdets fysiske tilstand.
”Som træner går jeg op i, at mine hold er i form, at de står godt fysisk i kampene, og det ser ud til, at vinterens cross fit-træning har været givet godt ud. Vi har i hvert fald haft det fysiske overskud i kampene”, siger KB-træneren.
Lad det vare ved. Også når KB på lørdag 12. april møder Bramming på hjemmebane.
Fakta:
Kampen i tal
Jyllandsserien 2, pulje 5:
Vestjysk Bank Stadion, Varde, lørdag 5. april kl. 15.30:
Varde IF -Kolding Boldklub 0-2 (0-0)
0-1 Emil Pedersen (51) og 0-2 Jesper Fogh Sørensen (62)
KB’s bedste: Emil Pedersen, Markus Kristensen, Emil Paaske og Emil Hansen. Markus og de to gange Emil udgør KB’s tremandsforsvar.