Menu

Flask​en pegede på Anders

image Anders Flaskager, 42 år og KB'er gennem mange år, skal træne DS-holdet fra nytår.
17. november 2018 kl. 13:56
Nyt trænerteam for DS ansat fra nytår.

Kolding Boldklub har pr. 1 januar 2019 ansat et nyt trænerteam for klubbens Danmarksseriehold, der overvintrer på tredjepladsen i rækken.

Anders Flaskager, 42 år, tidligere superligaspiller og mangeårig træner med stærk tilknytning til klubben, har skrevet under på en etårig kontrakt, hvor han ikke blot får træneransvaret for klubbens bedste hold i seniorrækkerne, men også skal varetage opgaver for klubbens voksende ungdomsafdeling. Som assistent får Flaske, som han også kendes som, Pete Madsen, der i år har været spillende assistenttræner på klubbens Serie 1-hold.

Anders Flaskager afløser Torben Mølby, der efter fire succesrige sæsoner af økonomiske årsager afslog at forlænge sin kontrakt med KB. At flasken derefter lige pegede på Anders som afløser i trænersædet skyldes, at han med sine menneskelige og faglige egenskaber ifølge klubbens bestyrelse passer perfekt til KBs værdier og er indstillet på at bygge bro mellem klubbens afdelinger, som netop har rundet et samlet medlemstal på 800.

Anders Flaskager spillede i KB i sin drengetid og to år som senior, inden han skrev kontrakt med Haderslev FK, før klubben blev til SønderjyskE, og her fik han 150 kampe på førsteholdet. Siden spillede han for Herfølge, Fremad Amager, Kolding FC og Kolding Boldklub, hvor han var spillende assistenttræner for cheftræner Michael Krogh. Og så har han trænet drengefodbold i KB med sine egne drenge, Emil på U12 og Frederik på U14, siden det hed U4.

– Jeg kender KB både ungdom og senior langt tilbage i tiden – der ligger et potentiale gemt i byen, som kan lide KB. Jeg brænder for at være med til at udvikle klubben, så vi har et sublimt fodboldmiljø for både ungdom og senior. KB skal være et sted, hvor medlemmerne kan lide at være, og hvor frivillige løfter sammen i folk med stor respekt for hinanden, siger den nye DS-træner, der er lektor med speciale inden for motion, motivation og sundhed og har opbygget verdens største motionskoncept for Skolebørn Aktiv Året Rundt med samlet set 400.000 deltagende børn.

Udover at blive cheftræner ansættes Anders Flaskager også som det, DBU betegner som ungdomsudviklingstræner for årgangene U10-U19.

Klubbens andethold i Serie 1 skal også have også have nyt trænerteam. Cheftræner Morten Hansen ønsker ikke at fortsætte, og assistent Pete Madsen er som nævnt nu tilknyttet DS-holdet. Kolding Boldklub er i dialog med mulige afløsere.

 

Luk