Menu

Forløsende KB-triumf

image Sophus Raarup (th.) var to gange tæt på at score for KB i en en ellers chancefattig kamp mod B 1913. Foto: Carsten B. Grubach
Af Carsten B. Grubach
26. april 2019 kl. 21:07
1-0 sejr til de blå i chancefattig kamp mod B 1913

Lad os tage højdepunktet i en chancefattig kamp først. 61. minut: KB’s Oscar Schultz glider fri i højre side og sender bolden ind over. Nicolaj Haysen header den fornemt ind til en KB-forløsning og senere sejr på 1-0.

Det var to angreb uden den store potens i fredagens aftenkamp på Mosevej Sportsplads mellem Kolding Boldklub og B 1913. Kampen endte med en forløsende triumf for KB, der nu er så godt som sikret endnu en sæson i DS. En triumf, der blev kæmpet hjem uden rutinerede kræfter som Jonas Raunsbæk og Martin Engels, der begge var på udlandsrejse, og et resultat, som viste, at de unge godt kan, når det kniber.  Og at Oliver Buhl er en fortrinlig dynamo på et presspillende og offensivt indstillet kollektiv.  

B 1913 havde bolden mest, men formåede kun en enkelt gang, da KB-keeper Nicolaj Laursen fik vippet bolden på overliggeren, at være rigtig farlig foran hjemmeholdets mål, mens Sophus Raarup i to tilfælde var tæt på at score for KB. I det sjette minut ramte han stolpen, og i overtiden

blev hans forsøg reddet af en B 1913-forsvarer på stregen. Det var kort skrevet de målfarlige forsøg i en kamp, hvor det meste spil foregik  på midten af banen, og hvor der blev gået til stålet. Det resulterede i fem advarsler. Hos KB blev Dennis Johansen, målscorer Haysen og Enes Karabek noteret for gule kort i den fighterbetonede forestilling, hvor det var småt med fodboldmæssige lækkerier. Men KB vandt og kan nu se frem til de kommende kampe med større sindsro og satse på at få sammenspillet til at fungere bedre, når de skades- og afbudsramte spillere vender tilbage.

Luk