Menu

Fynske gæster satte KB på plads

image KB's Fiton Durguti blev vist ud ti minutter efter pausen, og så fik KB det ekstra svært. Arkivfoto: Ludvig Dittmann
Af Carsten B. Grubach
03. november 2018 kl. 15:30
Klart nederlag til svækket hjemmehold, der var i undertal i 35 minutter.

0-4. Andenpladsen gled noget så eftertrykkeligt Kolding Boldklubs Danmarksseriehold af hænde, da Næsby kunne rejse hjem til Fyn med en suveræn sejr. Kort skrevet var der klasseforskel på de to hold, og 0-2 blev desværre alt for hurtigt til 0-4, da KB’s Fiton Durguti blev vist ud ti minutter efter pausen, efter at han angiveligt havde brugt albuen ulovligt i Næsbys straffesparksfelt.

Indtil da havde Næsby demonstreret stor boldsikkerhed og ikke ladet sig lokke af KB’s satsning på hurtige modangreb. KB indledte kampen med et godt hovedstød af Thomas Heiker, mens målmand Nicolai Laursen, der afløste den forhindrede Jens Larsen, med to fodparader holdt Næsby fra at score.

Efter 37 minutters spil halvklarede han et farligt fynsk forsøg, og rækkens topscorer Martin Lund Pedersen var hurtigt over riposten og scorede. Minuttet efter var han tæt på at øge til 2-0, men KB slap her med skrækken.

Syv minutter efter pausen fik Marcus Berthelsen frit skud i højre side, og så førte Næsby 2-0. Tre minutter senere blev KB så reduceret til 10 mand.  Abud Zanka kom ind i stedet for Martin Engels, men han havde svære betingelser i front, og KB blev aldrig rigtig farlig. Næsby udnyttede overtallet til i løbet af to minutter at øge til 3-0 ved Martin Lund Pedersen på et skud lige uden for feltet og til 4-0 ved Pelle R. Weber på en omstilling.

Som kampen skred frem, blev klasseforskellen tydeligere, og Næsby fremstod som klart det bedste hold, der har optrådt på Mosevej i denne sæson. KB er ikke tabt i toppen og har nu god tid til at samle sig til foråret, hvor næste opgør er udekampen mod B 1909 i marts.     

Luk