Gavmilde KB tabte målorgie

Der var spillet et minut og 44 sekunder, da Vardes Niclas Holm bragte sit hold foran. Han havde helt fri foran let ved at passere Kolding Boldklubs keeper Nicolaj Laursen.
Fire minutter senere ramte KB’s Sophus Raarup stolpen i den anden ende, og så var stilen lige som lagt i en målrig match på Mosevej. Desværre blev Danmarksseriekampen tabt 3-5 af KB, selv om de blå førte 3-2 og var på sejrskurs i begyndelsen af anden halvleg.
Et KB-forsvar, hvor Thomas Heiker var stærkt savnet, var for gavmildt over for de hurtige Varde-angribere, og især store Mikkel Blåholm voldte de blåklædte store problemer.
Det blev 2-0 til Varde efter 13 minutter, Mikkel Blåholm ramte stolpen, og Kenneth Kruse hurtigt var over riposten. Syv minutter senere stod en af KB’s bedste denne aften, Christian Wulff, for reduceringen med et brag oppe i nettaget efter fornemt forarbejde af Sabahoon Quame.
Angrebene bølgede frem og tilbage, og Dennis Johansens tørre hug fra kanten gav tre minutter før pausen KB den fortjente udligning. Varde var tæt på ved et frispark, og Christian Wulff havde et brag lige før pausefløjtet.
Skydeteltet fortsatte i anden halvleg. Jonas Rode bragte KB foran med 3-2 via indersiden af stolpen, og så troede man, at de blå ville vinde sæsonens første hjemmesejr. Men et gavmildt og efterhånden også godt træt forsvar ville det anderledes. De hurtige Varde-angribere kunne holdes nede, og da Nicolaj Laursen ni minutter før tid ulovligt tog bolden med hænderne udenfor feltet, gik det galt. KB-målmanden fik en advarsel, og Joachim Puggaard udlignede for Varde på det efterfølgende frispark.
Det var Mikkel Blåholm - der var han igen- der bragte Varde på sejrskurs med en lang tå fire minutter før tid, og i sidste minut slog Kenneth Kruse sejren fast til 5-3. Det kunne være blevet 6-6, men KB-forsvaret stod desværre ikke distancen.