Hæder til Hans og Hans Iver

Ved 100 års jubilæumsfesten lørdag 22. juni udnævnte bestyrelsen for Kolding Boldklub to nye æresmedlemmer: Hans Gehlert og Hans Iver Lindorff.
Uden dem ville rigtig meget gå i stå i Kolding Boldklub. Eller med andre ord: Så ville klubben næsten ikke fungere. De to er om nogle blå, og de går aldrig af vejen for at hjælpe til.
Hans Gehlert har været medlem af KB i de fleste af sine 62 år, hans far, bager Børge Gehlert spillede også i klubben. Den altid omgængelige og socialt indstillede Hans har stort set haft alle poster i klubben, og han bidrager med sit positive sind til, at KB er en klub, man gerne vil være en del af.
Hans Iver Lindorff er ikke helt ny længere, men han springer stadig vitalt rundt som en vårhare og ordner både stort og småt i den klub, han tydeligt elsker at være en del af. Han er om nogen skyld i, at vi fik stablet en handlekraftig bestyrelse på benene under ledelseskrisen i KB i foråret 2018. Hans Iver har gennem årene, en kort overgang også som formand, gjort et kæmpearbejde for Kolding Boldklub. Bed ham om en tjeneste, og du får den!
Hans Gehlert og Hans Iver Lindorff fik begge overrakt en købmandskurv som bevis på deres nye titler ved jubilæumsfesten. Endnu engang stort tillykke herfra. Vi glæder os til at se deres portrætter på væggen i Café Mosen.
På bestyrelsens vegne
Carsten B. Grubach,
formand