Menu

Jes Bekke holder fast i det positive: - Vi er bedre, end vi var i foråret

image KB-træner Jes Bekke holder fast i det positive. Foto: Bjarne Lindquist Bentsen
Bjarne Lindquist Bentsen; BLB@kolding-boldklub.dk
29. august 2025 kl. 20:17

Det kan synes tungt.

Det kan forekomme ærgerligt og måske endda en smule udsigtsløst. Efter en fin start med to sejre i to kampe har KB’s jyllandsseriehold blot fået to point i de tre seneste.

Den slags kan sætte sig som grimme pletter på selvtilliden, hvis man glemmer at viske dem ud. Det vil sige, hvis man blot fokuserer på det nøgne resultat.

KB-træner Jes Bekke vælger at bruge viskelæderet. At holde benhårdt fast i det positive. I det, der er godt, og i den sammenhæng er det altid behageligt at læne sig op ad en fin statistik.

Det gør han så, Jes Bekke.

 

Det handler om perspektivet

”Efter de første fem kampe i foråret havde vi fire point. Nu har vi otte efter det samme antal kampe”, påpeger han.

Det handler om perspektivet. Skal spillerne, træneren og alle omkring dem kigge på resultaterne udelukkende? Eller er der noget, som trods alt virker? Og som forhåbentligt snart vil resultere i flere point?

Jes Bekke tror på det sidste. Og så lever han med, at Sædding-Guldager besejrede KB 3-2 torsdag aften i en i øvrigt glimrende jyllandsseriekamp. Endda efter at KB havde ført 2-1, til der manglede et kvarter.

To hurtige scoringer vendte imidlertid op og ned på resultatet, og KB måtte tage den lange tur tilbage til østkysten uden point.

 

Blot et nederlag i otte kampe

Ærgre sig kan man altid, og det gjorde spillerne. Forståeligt nok, men helt urimeligt var resultatet ikke, selv om KB’erne kunne være kørt tilbage med i hvert fald et point i taskerne.

”Vi var faktisk godt med. Men vigtigst er det, at drengene skal huske og forstå, at vi kun har tabt én af de seneste otte kampe”, siger Jes Bekke, der i denne sammenhæng tæller trænings- og pokalkampe med også.

For igen: Det handler om perspektivet. Det må gerne være positivt. Især når der er positive ting at forholde sig til.

 

Fejl skal de lære af

Spillerne skal naturligvis kigge på fejlene og lære af dem. Som for eksempel undgå unødige boldtab, dumme frispark for slet ikke at tale om straffespark af den slags, som Sædding-Guldager fik. Og som resulterede i 3-2-målet.

Alt det bør lagres i boksen med erfaringer og hives frem til den næste kamp. Opgøret mod Varde om godt en uge.

Det bliver så KB’s tredje svære udekamp på stribe i Jyllandsserien. Herning, Sædding-Guldager og Varde kommer alle til at spille med om de øverste pladser – dem, der resulterer i oprykning eller kvalifikationskamp – og for KB er perspektivet: Vi skal møde dem igen snart.

Alle tre altså på hjemmebane. Det er heller ikke på jyllandsserie-niveau ligegyldigt, om der spilles ude eller hjemme, som Jes Bekke før har påpeget.

Det betyder noget at spille i vante omgivelser og med venner og familie, der kigger på ved reklamebanderne. Og at kampene afvikles på en god græsbane og ikke som for eksempel i Herning på en kunststofbane.

Igen: Det handler om perspektivet.

 

Udfordringer står i kø

Mod Sædding-Guldager var målmand og målmandstræner Nicolaj Laursen holdets bedste med flere fine redninger.

Som skrevet: Det var ikke helt urimeligt, at Sædding-Guldager kunne trække sig tilbage med alle tre point, og for KB handler det om at komme videre.

Først en pokalkamp i midtugen langt mod nord, hvor et tophold i en anden jyllandsserie 2-kreds venter. Farsø/Ullits har 10 point efter fire kampe.

Og næste lørdag – den 6. september – gælder det så kampen i Varde. Det hold kan KB også tabe til. Men tre point er omvendt ikke nogen umulig mission for Bekkes mandskab.

Lykkes det, vil det endda se rigtig fint ud i tabellen. Med 11 point for seks kampe.

KB har stadig alt at spille for i den jyllandsserie.

Efter et nederlag er det perspektiv ekstra vigtigt.

 

Kampen i tal og fakta:

Jyllandsserien 2, kreds 5:

Guldager Idrætscenter - Esbjerg V, torsdag den 28. august 2025 kl.18:30

Sædding/Guldager IF - Kolding Boldklub  3-2 (1-1)

1-0 Magnus Melstrup (8), 1-1 Mikkel Ravn Hansen (40), 1-2 Enes Karabek (66), 2-2 Vinh The Van (75), 3-2 Anders Lauridsen (82)

 

KB’s holdopstilling:

Nicolaj Laursen – Emil Dall Collatz, Max Juhl, Emil Høj Hansen, Phillip Kildal Johannsen - Emil Paaske, Tobias Martensen, Mikkel Ravn Hansen, Noah Skov, Eskild Sølvsten Bak - Martin Riis

Reserver: Emil Pedersen, Enes Karabek & Oliver Rask Bekke.

 

Næste kamp:

Tirsdag den 2. september klokken 18:00 ude mod Farsø/Ullits IK (Oddset Pokalen 2. runde) - Sparekassen Danmark Arena (Farsø) - Farsø

Luk