Jes Bekkes tropper imponerer:

18. oktober 2026
Att.F K4Zj4Gxmev5R6Bpk4Sjda8Xthyhasirbp1Cx Wrew
Lækker Riis-ret på Pierre Park

Tekst: Bjarne Lindquist Bentsen; BLB@Kolding-boldklub.dk

Foto: Ole Martensen

 

Kan du huske to måneder og et par dage tilbage? Til den 15. august? Hvis ikke - hjælper vi lidt på vej. 

Det var en lørdag, lidt blæsende, koldt for årstiden var det tilmed, og på Riisvangen Stadion i Aarhus brændte tingene på for Kolding Boldklubs danmarksseriehold. 

5-1 tabte træner Jes Bekkes tropper. Kampen, resultatet og omstændighederne var lige så nedslående som omgivelserne i øvrigt.

I Aarhus er danmarksseriefodbold ikke noget at skrive om. Der var hverken is, grillede pølser eller for den sags skyld blot en kop kaffe at fornøje sig med, og tilmed blev KB altså skilt ad.

På det tidspunkt lignede Bekkes mandskab et hold, der skulle kæmpe mod nedrykningsstregen sæsonen igennem. Ja, KB lignede knap nok et hold.


Chefkok Martin Riis

Skift herefter til lørdag den 17.oktober. To måneder og to dage senere. Til returkampen i går. Her blev der nemlig dækket op til en af de bedste præstationer siden oprykningen og det hele serveret af KB's førstehold.

Grillen på Pierre Park var naturligvis tændt som altid til førsteholdets kampe, men det var snarere en lækker Riis-ret, der blev talt om bagefter. 2-0 vandt KB's oprykkere, og chefkokken var angriberen Martin Riis...

Efter en lidt sløv start blev han sat i gang af et frispark, han ikke fik. Det tirrede den fysisk stærke angriber så meget, at han ikke alene spillede en rigtig fin kamp, men også scorede begge KB's mål efter oplæg fra Lasse Roager Haysen og en også stærkt spillende Chance Bashende. 

Det var dog præstationen som helhed og sejren, Jes Bekke glæder sig over:

"På forhånd havde "Nulle" (assistenttræner Michael Juhl, red.) og jeg talt om, at det var en gratis kamp, for vi kunne ikke have en forventning om at vinde. Men nu står vi med tre bonuspoint og en meget fin præstation, og det gør mig selvfølgelig glad og stolt", siger Jes Bekke.


Dette er vigtigst for Jes Bekke

Bemærkelsesværdigt er det naturligvis, at KB på to måneder kan gå fra at tabe 5-1 og til at vinde 2-0 over det samme hold. 

"Vi har taget nogle kvantespring, vi har hele turdet flytte os, og det er flot", siger Bekke.

Her taler han om modet til at gå hårdt ind i duellerne, om at stole på, at alle klarer sine opgaver, og om at spillerne nu både tør og har evnerne til at holde bolden i egne rækker.

"Et hold som Aarhus Fremad er vant til at have bolden meget, og det frustrerede dem, at vi kunne holde fast i bolden", forklarer Jes Bekke.

 

Vil du betegne kampen som sæsonens hidtil bedste?

"Det ved jeg ikke, om det var. Men det var en voksen holdpræstation og bestemt en af de bedre. Både taktisk og kvalitetsmæssigt", siger Jes Bekke.

 

Rækken er fortsat uhyre tæt i midterfeltet, og taber KB udekampen på lørdag mod topholdet Svendborg-Oure, kan KB nemt falde nogle trin nedad i tabellen. Den kamp, de udfordringer.

Det bekymrer heller ikke Jes Bekke alverden. Foreløbig kan både han og spillerne glæde sig over, at de to seneste kampe har givet seks point. Imod hold, som KB i sæsonens indledning fik bare ét imod.

KB-træneren tør ikke selv bruge ordet. Men vi andre må gerne og beskrive det, som det er: imponerende. 

 

Kampen i tal og fakta:

Danmarksserien, pulje 3. 2026/27:

Pierre Park, lørdag den 17. oktober klokken 12:00

Kolding Boldklub – Aarhus Fremad 2-0 (0-0)

1-0 Martin Riis (53), 2-0 Martin Riis (81)


Advarsler:

Kolding Boldklub: Rune Grønnemark Jensen (36), Silas Relsted Gonzalez (88).

Aarhus Fremad: Magnus Kahr (31), Jonas Østergård (90).

 

KB’s hold:

Frederik Bach Jensen – Johan Guldbrand, Runes Grønnemark Jensen, Max Juhl, Phillip Kildal Johannsen – Lasse Roager Haysen, Chance Bashende – Eskild Sølvsten Bak, Enes Karabek, Silas Relsted Gonzalez – Martin Riis.

KB’s ind- og udskiftninger:

45. min. Max Juhl & Johan Guldbrand gik ud, Mathias Jensen & Younes Akileh kom ind.

 

Næste kamp:

SfB-Oure FA - Kolding Boldklub
KB spiller igen lørdag den 24. oktober. Her er modstanderen på udebane Svendborg/Oure.