Menu

KB brændte igen store chancer: Til gengæld er der grund til at glæde sig over en ganske bestemt spiller

image Billede venligst udlånt fra Herning Fremad
Bjarne Lindquist Bentsen; BLB@kolding-boldklub.dk
24. august 2025 kl. 09:44

Det var galt mod Gauerslund i midtugen. Også lørdag eftermiddag i Herning efterlod KB’erne skarpheden i omklædningsrummet – især i 1. halvleg spillede KB’erne sig frem til chance på chance.Uden resultat.

”Vi brændte i hvert fald fire 100 procents chancer. Og de kom efter fine gennemførte angreb, men vi savnede kvalitet og koldblodighed i afslutningerne”.

Sådan beskriver KB-træner Jes Bekke lørdagens kamp imod Herning Fremad – et af de hold, der forventes at komme til at spille med om de øverste placeringer.

Set i det lys er 1-1 på udebane ikke noget dårligt resultat.

 

Første mål af Martin Riis

Men det var samtidig det andet uafgjorte resultat i streg efter 0-0 mod Gauerslund, og fortællingen efter lørdagens deler i Herning er den samme. Spildte muligheder foran modstandernes mål har kostet. Fire point foreløbig.  

Det hører dog også med, at Bekkes mandskab kom bagud i begyndelsen af 2. halvleg, og at træneren anerkender sit hold forat komme tilbage i opgøret.

Noget helt andet fyldte også for Jes Bekke. Noget, der er langt mere positivt end brændte chancer og spildte muligheder for tre point.

KB’s målscorer hedder nemlig Martin Riis.

Dermed har den 25-årige og fysisk stærke angriber for alvor meldt sig tilbage på det hold, hvor han for mere end to år siden var en vigtig brik og målscorer.

Alvorlige skader har holdt ham ude mere eller mindre siden i hvert fald helt frem til forårets kampe. Og målet i Herning lørdag eftermiddag var Riis’ første, siden han blev skadet.

Selv om han endnu ikke er helt dér, hvor han spillemæssigt var inden skaden, er Jes Bekke ikke i tvivl om hans betydning.

 

Bekke er tilfreds med forsvaret

”Riis kan noget andet end de øvrige angribere. Han er stor, stærk og kan ”bryde” med modstanderne”, roser KB-træneren.

Det var også, sådan han scorede. Efter nogle nærkampe sparkede Riis bolden i mål.

Ud over at glæde sig over Riis’ første scoring i lang tid var Jes Bekke også meget tilfreds med sit forsvar.

”Selv når de spiller mand-mand, gør de det med stor kontrol”, siger han.

KB skal i kamp igen torsdag aften.

Her går turen til Sædding/Guldager, hvor KB skal møde et andet af de hold, som forventes at byde sig til i toppen.

 

Kampen i tal og fakta:

Jyllandsserien 2, kreds 5:

Herning Fremad's Kunstgræsbane - Herning, lørdag den 23. august 2025 kl.14:00

Herning Fremad - Kolding Boldklub  1-1 (0-0)

1-0 Peter Siggaard Buelund (46), 1-1 Martin Riis (63) 

Advarsel:

Kolding Boldklub: Enes Karabek (90)

 

KB’s holdopstilling:

Bogdan Somolyuk – Emil Dall Collatz, Max Juhl, Emil Høj Hansen, Phillip Kildal Johannsen - Emil Paaske, Tobias Martensen, Emil Pedersen, Noah Skov, Eskild Sølvsten Bak - Martin Riis

Reserver: Enes Karabek, Jesper Fogh Sørensen & Oliver Rask Bekke.

 

Næste kamp:

Torsdag den 28. august klokken 18:30 ude mod Sædding/Guldager IF - Guldager Idrætscenter - Esbjerg V

Luk