KB er nu snublende tæt på oprykning:
Tekst og foto: Bjarne Lindquist Bentsen; BLB@kolding-boldklub.dk
”Vi skal slå de drenge deroppe. For det er det, vi fortjener. Vi gør det færdigt på lørdag”.
Jes Bekke var både i godt humør og i det lidt kritiske hjørne, da han over for sine spillere gjorde status, efter at Kolding Boldklubs jyllandsseriehold var kommet frem til målstregen. Kommet frem til den kamp, som kan sende KB i Danmarksserien.
Lørdag middag på Pierre Park vandt ”De Blå” fortjent. Overbevisende var det ikke. Det påpegede KB-træneren efter 1-0-gevinsten over bundholdet fra Odder. Men når regnskabet er gjort op, sæsonen er slut, og KB er vendt tilbage til Danmarksserien, husker ingen, at Bekkes drenge havde besvær med at slå de sandsynlige nedrykkere fra Odder.
Meget skal gå ualmindeligt skævt, hvis Jes Bekkes mandskab ikke kan lade champagnepropperne springe efter en af de tre sidste kampe.
Oprykningen kan komme på lørdag
Forspringet til Skanderborg er på otte point, og østjyderne er det eneste hold, som har en teoretisk mulighed for at snyde KB’erne for oprykning nummer to på otte måneder.
Og netop Skanderborg er modstanderen på lørdag. På udebane. Det er så her, at Jes Bekke vil have det hele afgjort. Det vil ske med bare uafgjort.
I lørdagens frokostkamp på Pierre Park lignede KB’erne langt fra kommende oprykkere. 1-0-sejren var ganske vist fortjent, mere end fortjent, men spænding om resultatet skulle der aldrig have været.
Frederik Bach Jensen blev kampens KB’er på grund af en fin, vigtig og flot redning 10 minutter før tid. Foto: Bjarne Lindquist Bentsen
Chance på chance især i anden halvleg blev ikke afsluttet ordentligt, og i stedet var det tæt på at galt godt ti minutter før tid. Pludselig fik gæsterne en chance i højre side af straffesparksfeltet, men KB-keeper Frederik Bach Jensen kom hurtigt ud og fik blokeret.
En vigtig redning, som også gjorde, at Jes Bekke kårede ham som man of the match blandt KB’erne. Først havde han dog en ordentlig omgang ros, han ville dele ud til venstrebacken, Emil Dall Collatz – på holdet blot kendt som ”Coll”.
Coll og Frederik Bach
”Ham, der ikke får den, er Coll. Du kommer blæsende hele tiden, og du laver nogle fantastiske cut backs og det hele. Det er bare ærgerligt, vi ikke er derinde. Men man of the match er Frederik Bach. Du får den for den redning, du har, hvor vi står og sover. Vi sjusker, og så får de en åben chance. Vi var klasser bedre end dem, og alligevel kunne vi have stået med et point. Men I skal også have ros for at kunne vinde og spille til nul på en dag, hvor det ikke kører”, lød det blandt andet fra Jes Bekke.
Frederik Bach Jensen selv glædede sig over, at KB’erne er snublende tæt på Danmarksserien.
”Nu har vi tre matchbolde, men som Jes siger, skal det bare lukkes. Vi skal til Skanderborg, det er dem, vi dyster imod (om oprykningen, red.), men vi skal hægte dem af”, lød det fra Frederik Bach Jensen, der naturligvis også måtte forholde sig til den redning, som sikrede sejren og de tre point.
Vigtigt clean sheet
En enkelt aktion reelt gjorde ham til dagens KB’er. For meget at beskæftige sig med havde han ikke, den 22-årige målmand med rødder i Vamdrup.
”Det er det, jeg altid har fået at vide som målmand, at jeg kan stå stille i 89 minutter, og så kommer den ene chance i det sidste minut, hvor jeg skal være klar”, sagde Frederik Bach Jensen.
Det var han. Og KB-keeperen glædede sig over endnu et clean sheet. Nummer tre af slagsen i dette forår. Et mere til samlingen næste lørdag og Kolding Boldklub er danmarksserieklub. Igen.
Som Jes Bekke sagde:
”Vi gør det færdigt på lørdag”.
Kampen i tal og fakta:
Jyllandsserien 1, pulje 2:
PIERRE PARK - Kolding, lørdag den 30. maj klokken 12:00
Kolding Boldklub - Odder Fodbold 1-0 (1-0)
1-0 Enes Karabek (16).
KB’s hold, 4-2-3-1:
Frederik Bach Jensen – Philip Kildal, Max Juhl, Mathias Jensen, Emil Dall Collatz – Johan Guldbrand, Chance Bashende – Younes Akileh, Enes Karabek, Frederik Kyed Thomsen – Gabriel Papian.
Bænken: Jesper Fogh Sørensen
4 min. Jesper Fogh Sørensen erstattede Mathias Jensen.
Næste kamp:
FC Skanderborg - Kolding Boldklub
KB møder FC Skanderborg på udebane lørdag den 6. juni kl. 12.