KB får hjælp af ukrainsk målmand: Han var blandt holdets bedste

Han er ukrainer, har spillet i både KIF og SønderjyskE, er heller ikke ret gammel, og nu jagter han en kontrakt.
Indtil da spiller han KB.
Det gjorde han forleden i pokalkampen mod Chang på Fyn, og søndag aften fik han sin første kamp på ”Mosen”, da KB’s førstehold indledte efterårets kampe i Jyllandsserie 2 med at fortælle et oprykkerhold, at der er forskel på Jyllandsserien og serie 1.
3-1 vandt KB. Efter at gæsterne fra Brande ellers var gået til pause foran 1-0.
KB’s bedste i den kamp var ifølge træner Jes Bekke forsvarsspilleren Max Juhl og så Bogdan Somulyuk.
Fin anden halvleg for KB
Det hedder han – ukraineren – vi nævnte i indledningen.
Han er målmand og ikke ret gammel. Bare 19 år og han er trådt til, fordi KB’s sædvanlige førstekeeper, Frederik Bach, stadig ikke er kommet sig over den skade, han sluttede foråret af med.
Bogdan Somulyuk gjorde det fortrinligt og er ifølge Jes Bekke en dygtig målmand på jyllandsserieniveau.
Hvor langt evnerne rækker, ved ingen. Men den unge mand vil gerne prøve sig af på et højere niveau, og indtil en aftale bliver indgået, spiller han i KB.
Det var dog ikke kun den ukrainske keeper og Max Juhl, der gjorde det fint i åbningskampen. Det samme gælder KB som helhed. Ikke mindst efter pausen.
Det var også i de sidste 45 minutter, at KB ikke bare fik udlignet gæsternes pauseføring, men på mål af Emil Paaske, Eskild Sølvsten Bak og Emil Pedersen sørgede for en optimal indledning på efterårets kampe.
Jes Bekke erklærer sig naturligvis tilfreds. Også med at det lykkedes at score tre gange. Det kunne være blevet til flere mål, men træneren trykker på pyt-knappen.
”Jeg hæfter mig ved, at vi scorede tre gange. Og det er vi glade for”, siger han.
Dagens tilskuere kårede Eskild Sølvsten Bak som man of the match, og han fik efter opgøret overrakt et gavekort til Café Mosen af Kolding Boldklubs-næstformand René Andersen.
Pokalkamp ved Limfjorden
Helt så tilfreds er Jes Bekke ikke med lodtrækningen til 2. runde i DBU-pokalen. KB fik hverken hjemmebanefordel eller en attraktiv modstander.
Tværtimod skal KB til Limfjorden på en hverdagsaften for at møde et hold, der er på samme niveau som de blå, og som også indledte efterårets kampe med at vinde. Modstanderen er Farsø/Ullits.
Pokalkampen skal spilles i perioden 2.-4. september.
Fakta:
Jyllandssserie 2, kreds 5:
Mosevej Sportsplads - Kolding, søndag den 10. august 2025 kl. 18:30
Kolding Boldklub - Brande IF 3-1 (0-1)
0-1 Nikolaj Jakobsen (44), 1-1 Emil Paaske (51), 2-1 Eskild Sølvsten Bak (62), 3-1 Emil Pedersen (66).
KB’s holdopstilling:
Bogdan Somulyuk – Phillip Kildahl Johannsen, Emil Høj Hansen, Max Juhl, Emil Dall Collatz – Emil Paaske, Tobias Martensen – Eskild Sølvsten Bak, Oliver Rask Bekke, Emil Pedersen – Martin Riis.
Reserver: Enes Karabek, Noah Skov.
Næste kamp:
Lørdag den 16. august klokken 13:00 ude mod Give Fremad, Give Stadion - Give.