KB fik revanche og nu venter store oprykningsdramaer

Den sved – det nederlag for snart et par måneder siden. Dengang i det tidlige forår, da Bramming besejrede KB 4-0 på ”Mosen”.
Onsdag aften fik Kolding Boldklubs jyllandsseriehold revanche mod den vestjyske stationsby ved at vinde 2-1. Sejren burde der ifølge træner Jes Bekke aldrig have været tvivl om, men ikke desto mindre måtte han og holdet tørre flere sveddråber af panden end nødvendigt. I de døende minutter blev KB sågar ramt af to advarsler og måtte altså spille i undertal.
Sejren og de tre point blev dog kæmpet i hus, og dermed tog KB’erne nyt skridt mod de allersjoveste pladser i tabellen. Den lyver aldrig, siges det, og et kig på den afslører, at der er lagt op til en rigtig sjov sæsonafslutning. Ja, måske endda nogle neglebidende oprykningsdramaer.
Tre af fire kampe på ”Mosen”
Fire kampe mangler, før regnskabet gøres endeligt op. KB er bare to point fra førstepladsen, og tre af de sidste fire kampe spilles på hjemmebane. Heller ikke på jyllandsserieniveau er det uden betydning, mener Jes Bekke.
”Det er rarest at spille i vante omgivelser, i trygge rammer, og vores spillere er stadig så unge, at de ser og hører familien, der kommer og kigger på. Hjemmebanen betyder noget – det er der ikke nogen tvivl om”, siger KB-træneren.
Mod Bramming spillede KB’erne en fin kamp – hvis man lige ser bort fra en enkelt, men vigtig detalje. KB’erne skulle have scoret flere gange, og det handler ikke kun om manglende skarphed foran mål, men i lige så høj grad om at den sidste og afgørende aflevering ikke var god nok, summerer Jes Bekke op.
”Det ser bedre og bedre ud, men den sidste aflevering manglede for ofte den rigtige temperatur. Vi var ikke koncentrerede nok i de situationer”, siger KB-træneren.
Ikke desto mindre: KB vandt fuldt fortjent på mål af Tobias Martensen, der udlignede til 1-1 efter en halv times spil, og Emil Pedersen, der scorede det, som skulle blive sejrsmålet, blot fem-seks minutter efter pausen.
Bekke skiftede formation
I løbet af første halvleg skiftede Jes Bekke formation fra 3-4-3 til 4-2-3-1, og det ændrede opgørets forløb.
”Den første halve time bøvlede vi med dem i en rodet affære, men i den sidste time efter rokeringen var vi klart bedst, og vi burde have straffet dem hårdere”, siger Jes Bekke, der efter hver kamp udpeger sin ”man of the match”.
Det havde han dog noget svært ved trods sejren i Bramming, fordi ingen som sådan overstrålede de øvrige. Han endte dog med at vælge Markus Kristensen, der spillede fint som højre back efter formationsskiftet.
Uheldig angriber fik masser af spilletid
Derudover er det værd at notere sig, at angriberen Martin Riis, der er tilbage efter mere end to års skadesmareridt, onsdag aften var på banen i omkring 85 minutter.
KB spiller igen lørdag – på hjemmebane til en sædvanlig gang frokostfodbold, hvilket vil sige med kampstart kl. 12. Den første af fire kampe, der afgør, om KB rykker op.
Modstanderen er Sædding-Guldager, som er teknisk dygtig og med 15 point bare et efter KB i tabellen. Eller som Jes Bekke beskriver vestjyderne:
”Et hold med dygtige futsalspillere”.
Fakta:
Kampen i tal
Jyllandsserien 2, pulje 5:
Skjern Bank Arena, onsdag 28. maj kl. 19:00
Bramming Boldklub - Kolding Boldklub 1-2 (1-1)
1-0 Andreas Petersen (6), 1-1 Tobias Martensen (33), 1-2 Emil Pedersen (51)
Advarsler:
Kolding Boldklub: Pau Jiménez I Vidal (89), Emil Pedersen (90),
KB's Startopstilling:
Frederik Bach Jensen, Markus Kristensen, Sebastian Jessen, Emil Høj Hansen, Max Juhl, Emil Paaske, Emil Pedersen, Tobias Martensen, Eskild Sølvsten Bak, Enes Karabek, Martin Riis
Bænken:
Jesper Fogh Sørensen, Pau Jiménez I Vidal, Phillip Kildal Johannsen
Næste kamp:
Lørdag den 31. maj klokken 12:00 hjemme mod Sædding/Guldager IF, Mosevej Sportsplads - Kolding.