KB missede andenpladsen

Det var to afgørende minutter. 63. minut: Silkeborg KFUM-målmanden parerer et frispark fra Kolding Boldklubs Marco Storm til hjørnespark. 64. minut. KB-målmand Jens Larsen redder et farligt Silkeborg-forsøg efter et boldtab af Thomas Lykke Rasmussen på midtbanen. 65. minut. Den tidligere Superligaspiller og Silkeborg-topscorer Thomas Dalgaard header sejrsmålet til 1-0 ind for udeholdet efter et indlæg fra højre. Så var den kamp afgjort.
Dermed tabte KB ikke alene Danmarksseriekampen i fodbold på Mosevej Sportsplads med 0-1, det blev også til det første nederlag i ti turneringskampe og et nederlag i topkampen, hvor KB med en sejr ellers kunne have fortrængt Næsby fra andenpladsen i rækken. Så vidt kom det desværre aldrig, fordi KB-spillerne aldrig faldt ind i favoritrollen og havde svært ved at finde hinanden. Det blev til mange fejlafleveringer og ganske få gennemspillede angreb, og da det samme var tilfældet hos Silkeborg KFUM, blev det langt fra nogen seværdig kamp.
Meget kunne være gået anderledes, hvis Abud Zanka havde scoret på sin gigantiske chance seks minutter før pausen, men for blankt mål skød han ved siden af. Og Fiton Durguti, der afløste Abud Zanka efter en times spil, havde heller ikke heldet med sig, da han en enkelt gang var tæt på modstandernes målstreg. KB-spillerne virkede hæmmede af favoritrollen, og de fleste på holdet – målmand Jens Larsen dog i den grad undtaget - spillede under vanlig standard. Den sidste gnist manglede i kampen for udligningen, selv om Dennis Johansen og Søren Møller Jensen afløste Thomas Lykke Rasmussen og Faisal Nezam i slutfasen. Silkeborg KFUM fik kampens to advarsler – og vigtigere endnu – de tre point mod et KB-hold, der er set meget bedre.