Menu

KB-sejr i hæsblæsende herrefight

image Der blev kæmpet hårdt om alle bolde i KB's hjemmekamp mod Viborg. Foto: Carsten B. Grubach
Af Carsten B. Grubach
10. maj 2019 kl. 21:42
DS-holdet i sikkerhed efter 3-1 mod Viborg

Der var spillet fire minutter, da Kolding Boldklubs Sophus Raarup ramte overliggeren med et hovedstød. Så var linjen lagt i det, der skulle blive en hæsblæsende herrefight i Danmarksseriekampen mellem KB og bundholdet Viborg FF.

Det sortklædte udehold bed godt fra sig, men kunne ikke hindre en fortjent KB-sejr på 3-1. Og de tre point, den indbragte, betyder, at KB ikke længere kan blive et af de tre hold, der rykker ned.

Seks advarsler, deriblandt et gult-rødt til Viborg i de sidste minutter, var resultatet af de kropsnære og verbale udskejelser, men der blev i perioder også spillet flot fodbold. Som da Nassim Bendaoud flot fyrede af lige ude for feltet og med et afrettet skud bragte KB foran efter en halv times spil. Og da Martin Engels med et følt indlæg lagde op til Abud Zankas hovedstød til 2-1 syv minutter efter pausen.

Viborg fik udlignet to minutter før pausen ved Christoffer Meldgaard, der blev spillet fri tæt foran mål, hvor KB’erne havde forventet dommerens fløjten efter et soleklart frispark begået mod Abud Zanka. Til gengæld var KB ikke uheldig med det straffespark, der i det 63. minut blev dømt til Sophus Raarup, da han faldt lidt let i feltet. Thomas Heiker scorede sikkert til 3-1.

Viborg blev i slutfasen nærgående flere gange, men KB, der efter pausen skiftede Ergjan Toplica, Nikolaj Haysen og Oscar Schultz ind i stedet for Søren Møller Jensen, Abud Zanka og Nassim Bendaoud, hentede en sejr og en fornyet billet i rækken hjem.

Luk