KB sejrer stort: Og nu kan rigtigt sjove modstandere vente i næste runde

Hvad siger du til en kamp mellem Kolding Boldklub og KIF? Eller en kamp mod superliganedrykkerne fra AaB på ”Mosen”? Eller hvad med OB?
Lyder det mærkeligt eller sjovt? Uanset hvad – det kan blive resultatet, når der trækkes lod til første runde af det, der tidligere hed DBU’s landspokalturnering, men som i dag har fået sponsor på og derfor går under det officielle navn Oddset Pokalen.
Helt frem til finalen når KB naturligvis ikke, men mindre kan gøre det. Og i hvert fald er KB klar til næste runde efter en flot og forrygende 4-0 sejr over Give Fremad.
Det lyder måske ikke voldsomt imponerende, men Give ligger lige nu i Jyllandsserie 1 og er derfor højere placeret end KB. At de grønblusede Give-spillere så kan blive modstandere til efteråret, er en anden sag, for holdet er i nedrykningsfare.
Skal de to hold mødes til efteråret, vil KB have overhånden.
Klar KB-dominans
Det havde de blåblusede i hvert fald i store dele af sidste kvalifikationsrunde til pokalturneringen, da Give gæstede banen på Mosevej tirsdag aften.
Som favoritter, naturligvis. Men gæsterne blev klædt af resultatmæssigt af et KB-hold, der så ud til at have styr på modstanderne i langt det meste af det opgør.
4-0 var nok lige i overkanten, men det kan ikke ses på det nøgne resultat, og med hører det også, at KB’ernes sejr på ingen måde var udslag af tilfældigheder. Flotte angreb, endnu bedre afslutninger – og hvis ikke stod en holdkammerat med blå trøje klar til at sparke returen i mål.
Som da spanieren Pau Gimenez Vidal scorede til 2-0. Et værdigt punktum for hans tid i KB, for han vender formentlig retur til Spanien.
Flere kunne fremhæves
På KB-holdet, der spillede 4-2-3-1, kunne flere fremhæves. Blandt andre backen Markus Kristensen og den centrale midtbanespiller Tobias Martensen. Sidstnævnte forekommer at være i fin form.
Han boltrede sig især, da gassen gik af gæsterne.
Den bedste af alle KB’ere var dog kantspilleren Eskild Sølvsten Bak.
Træner Jes Bekke fremhæver også Baks præstation, men havde roser til hele holdet.
”Dejligt at få den oplevelse efter skuffelsen i Herning i weekenden. Det var vigtigt at se en reaktion, og så fik vi scoret. I mine øjne var sejren ikke et mål for stor. Det var en fornøjelse at se holdet spille i dag”, lød det fra KB-træneren.
Nu venter vi alle blot i spænding på lodtrækningen, og hvem modstanderen bliver. Bliver det KIF, AaB eller bare et hold, der er højere rangeret, skal kampen spilles på hjemmebane. Og Jes Bekke har en ønskeliste.
”Enten et hold, vi kan slå, for så kan vi få et af de helt store i næste runde, eller et rigtigt godt hold. Det kunne også være KIF. Det ville være sjovt, selv om det selvfølgelig vil blive hårdt for os”, lød det KB-træneren.
Fakta:
7. og sidste kvalifikationsrunde til første runde i Oddset Pokalen:
Mosevej Sportsplads - Kolding, tirsdag den 17. juni 2025 kl. 19:00
KB-Give Fremad 4-0 (1-0)
1-0 Emil Paaske (30), 2-0 Pau Gimenez I Vidal (73), 3-0 Eskild Sølvsten Bak (82), 4-0 Tobias Martensen (86).
KB’s holdopstilling:
Nicolaj Berg Laursen – Markus Kristensen, Emil Høj Hansen, Max Juhl, Phillip Kildahl Johannsen – Emil Paaske, Tobias Martensen – Eskild Sølvsten Bak, Pau Gimenz Vidal, Emil Pedersen – Martin Riis. Reserver: Hussein Øscan, Jesper Fogh Sørensen og Viktor Vanggaard Møller. De blev alle brugt.
Anfører Enes Karabek sad ude med en skade. Skadet blev også Martin Riis, der heller ikke er med i forårets sidste turneringskamp.
Næste kamp:
Fredag den 20. juni klokken 19:00 hjemme mod BK Klitten, Mosevej Sportsplads - Kolding.