Menu

KB tabte på tyndt straffespark

image En B1913-forsvarer redder foran KB’s  Nassim Bendaoud.
Carsten Grubach
10. august 2018 kl. 21:27
Dommer i uheldig hovedrolle, da B 1913 vandt 1-0 i DS-kampen på Mosevej

Det var en lige kamp, der var præget af, at begge hold har haft nogle udskiftninger og endnu ikke er sammenspillet. Så det var småt med chancer i åbent spil, da Kolding Boldklub tog imod B 1913 i Danmarksserien på Mosevej Sportsplads fredag aften.

Gode raids af Marco Storm og en enkelt dristig dribletur i feltet af Søren M. Jensen var de bedste KB-muligheder i en jævnbyrdig første halvleg, hvor ingen af holdene stak ud.

Kampen vendte totalt, da dommeren til de flestes forbløffelse dømte straffespark 12 minutter inde i anden halvleg. KB-anfører Anders Hansen gjorde sig bred og havde afvist en B 1913-spiller, som så faldt i feltet. Selv nogle af de få B1913-tilhængere på tribunen havde svært ved at se en forseelse.

Ander Eling scorede sikkert det, der senere skulle vise sig at være sejrsmålet til de hvidblusede fynboer. Den unge KB-målmand Jens Larsen, der ellers stod en god kamp med mange solide indgreb, var uden chance.

KB pressede nu på, skiftede de rutinerede Jonas Raunsbæk og Martin Engels ind, men det blev ved lige ved og næsten. Bedste muligheder i slutfasen tilfaldt Sabhoon Quame og Nassim Bendaoud, så en chancefattig kamp, der egentlig burde være endt 0-0, endte med kneben fynsk sejr på en tvivlsom dommerkendelse.

KB har nu tabt de to første kampe og spiller næste gang på udebane mod Silkeborg KFUM fredag i næste uge.  

Luk