Menu

KB tabte pokaldrama efter 120 minutter på Ærø

image
06. august 2019 kl. 21:23

DS-drengene var tirsdag aften en tur på Ærø for at spille pokalkamp imod Marstal/Rise, der til dagligt spiller i Albani-serien. Hjemmeholdet havde kun tabt én hjemmekamp i hele sæsonen og pokalkampen blev desværre ingen undtagelse.

Drengene var tvunget til at tage en halv fridag for at kunne spille kampen på øen kl. 17:30. Dette gjorde gutterne uden problemer - respekt for det!

Afgang kl. 12:30 fra Kolding efterfulgt af en 3 timers rejse inkl. en færgetur på 70 minutter satte sit tydelige præg på især første halvleg, hvor KB hverken vandt sine nærkampe eller spillede med tempo. En personlig fejl kostede derfor også allerede efter 3 minutter, hvor hjemmeholdet bragte sig foran med 1-0.

Abud Zanka udlignede efter 35 minutter efter et flot oplæg fra den nye Carl Nørby, og holdet gik derfor også til pausen i kontrol og med stor optimisme.

Anden halvleg blev med KB i tung boldbesiddelse mod et heroisk kæmpende hjemmehold, som ikke var noget godt fodboldhold, men som kæmpede som sindssyge i samtlige 120 minutter.

Marstal kom på 2-1, første gang de bevægede sig over midten efter 65 minutter. Abud Zanka svarede igen med et slangehug til 2-2. Herefter kreerede KB den ene hundredeprocents chance efter den anden, men manglende kynisme i de sidste aktioner betød, at føringsmålet udeblev.

Efter 70 minutter scorede Marstal/Rise på et frispark fra egen banehalvdel efter en lang bold, som keeper Nicolaj Laursen desværre fuldstændig fejlvurderede, og hjemmeholdet var atter foran med 3-2 til stor jubel for hele øen, som vel var at finde på Marstal stadion tirsdag aften.

KB fortsatte det massive pres mod Marstals mål, og Kasper Johannesen kunne derfor helt fortjent gøre det til 3-3 efter et flot mål via overliggeren.

Efter den scoring fortsatte holdet med at skabe flere 100% chancer, men forbandelsen over Marstal-målet forblev i hjemmeholdets favør, og de kunne derfor ualmindeligt ufortjent redde stormen af med 3-3 efter 90 minutter.

Den forlængede spilletid fortsatte, hvor den ordinære slap. KB i tung boldbesiddelse med yderligere store tilbud som følge, men nok en gang kom Marstal/Rise foran efter et sjældent besøg på KBs banehalvdel, hvor de ydermere fik foræret et forkert tildelt straffespark, som sikkert blev omsat til en 4-3 føring efter 100 minutter.

4 minutter senere blev det KBs tur til at få tilkendt et denne gang korrekt dømt straffespark på Christian Wulff. Desværre misbrugte Thomas Heiker tilbuddet fra pletten. Forbandelsen fortsatte!

Anden halvleg af den forlængede spilletid blev én stor belejring af Marstals felt, men manglende skarphed blev atter afgørende for den manglende KB-udligning.

Istedet for kunne Marstal gøre det til 5-3 på et søndagsskud fra 35 meter i kampens absolutte sidste sekund.

En vanvittig speciel oplevelse denne tirsdag aften på Ærø. Drengene leverede ikke helt som håbet, hvor en kombination af ualmindeligt mange personlige fejl og et hav af misbrugte chancer betød, at avancement i turneringen udeblev.

Drengene rejser nu skuffede hjem fra Ærø, men er klar til at rejse sig allerede på lørdag hvor OKS besøger Mosevej.

Tak til de cirka 10 medrejsende KB-fans for support på den lange tur. Flot!

Vi kæmper videre.

Luk