Menu

KBs DS-hold er hårdt ramt på selvtilliden

image
28. september 2019 kl. 19:07
KBs DS-hold er hårdt ramt på selvtilliden
En vanvittig våd og blæsende lørdag eftermiddag endte desværre som de forgangne kampe i september måned med et nederlag til KBs DS-hold. Denne gang trak moderklubben til FC Midtjylland fra Herning Fremad det længste strå med en 1-0 sejr hjemme på deres kunstgræsbane.
KB var med afstand det bedste hold på banen de første 45 minutter, men det blev desværre endnu en gang op ad bakke efter 13 minutter da DS-rækkens topscorer Thomas “Lord” Lauritsen bragte hjemmeholdet foran med 1-0 på hjemmeholdets vel første angreb i hele kampen.
KB fortsatte de udmærkede takter på bolden, men havde problemer med at få åbnet Hernings kompakte defensiv på trods af optræk til flere gode situationer.
Nede 1-0 ved pausen skulle man forsøge at beholde momentum i kampen. Dette lykkedes kun tildels. KB søgte stadig efter nøglen til at åbne Hernings defensiv, mens Herning lurede på den ene omstilling efter den anden, hvilket er et våben de gennem hele sæsonen har været enormt stærke på. Dette gav især i kampens sidste 30 minutter en åben slagudveksling, hvor Herning på trods af en defensiv indstilling og korte tid på bolden alligevel formåede at skabe de største chancer.
Med 8 minutter tilbage af opgøret blev en personlig defensiv fejl dyr, og Thomas Heiker måtte forhindre en Herning-scoring med hænderne. Dette takserede kampens dommer til et direkte rødt kort samt et straffespark til hjemmeholdet.
KB-keeper Morten Mølbæk reddede flot forsøget fra pletten og gav KB et sidste håb om point. Holdet formåede også at få sat et sidste desperat pres ind på hjemmeholdet, men trods et par halve chancer blev det aldrig farligt.
Drengene måtte derfor endnu en gang tage slukørede hjem med et nederlag i bagagen.
Viljen og indstillingen var langt hen af vejen godkendt, men det er tydeligt, at holdet er ramt på selvtilliden i øjeblikket, hvilket desværre begraver de gode idéer og modet i den offensive del af spillet.
Holdet har nu mødt alle hold i rækken én gang og begynder lørdag “forfra” mod TPI hjemme i Mosen. Netop TPI er det seneste hold, der er blevet besejret af KB.
Vi håber, dette kan gentage sig, så tingene kan vende, og håbet om en god afslutning på sæsonen bevares.
Rækkens øvrige resultater har været til KBs fordel, så man er på ingen måder sat af i tabellen.
Drengene er nogle vindere med et unikt sammenhold og i næste uge er det igen frem med brystkassen, så de er klar til at få besøg af divisionsnedrykkerne fra TPI.
Tak til de medrejsende KB’ere som trodsede det dårlige vejr og troligt støttede holdet.
Hele dagens kamp ligger iøvrigt tilgængelig som video på Herning Fremads hjemmeside, såfremt man har interesse i at se dagens opgør på bagkant.
God weekend - vi kæmper videre!
Luk