Menu

Kolding Boldklub må en tur ned i JS2

image
28. oktober 2024 kl. 18:27
Kolding kæmpede bravt, men tabte kampen om overlevelse.

 

Kampens forløb:

Af Mads Jespersen Assistenttræner JS1

For at sikre minimum en play-off kamp om at blive i Jyllandsserien 1 (JS1) skulle der 3 point på kontoen. Et uafgjort resultat eller selv et nederlag kunne også sikre en play-off kamp, men det krævede hjælp fra andre hold i både syd- og nordkredsen. Desværre gik alle de afgørende kampe ikke Kolding Boldklubs vej, og med et nederlag på 0-1 til Åbyhøj IF på "Mosen" søndag kl. 14.30 kunne en nedrykning til JS2 ikke afværges.
 
De unge drenge fra Kolding Boldklub kom godt ud til kampen og leverede en både flot spillet og højintens kamp, hvor ingen faldt igennem. KB havde chancerne til at vinde, men effektiviteten på den sidste tredjedel af banen var desværre ikke god nok. Afslutningerne gik enten uden for målrammen eller døde ud omkring kanten af straffesparksfeltet. Som det nogle gange går, når der er styr på tingene, kan koncentrationen falde en smule. I anden halvleg leverer Frederik Bach Jensen en formidabel redning, og kort efter bringer KB bolden fremad, men mister den i opspillet. Det bliver straffet med et drømmemål fra en tidligere KB'er og nuværende Aabyhøj-spiller Nikolaj Haysen, der sparker bolden helt op i krogen uden chance for Frederik.
 
Resten af kampen presser KB på, men de kom aldrig på tavlen. Et perfekt sparket frispark fra Enes Karabek blev reddet af en velspillende Aabyhøj-målmand. Der var flere gode indsatser, og især Pau Gimenez I Vidal, Emil Pedersen og Frederik Bach Jensen fortjener at blive fremhævet...

 

Publikum kårede Pau Gimenez I Vidal til kampens KB'er. Formand Tommy Meyer stod for overrækkelsen af et gavekort på 500kr. sponseret af Paw Kristensen og 3P Logistics.

 

Dermed må vi desværre konstatere at det hedder Jyllandsserie 2 i det kommende forår. Men det unge mandskab kæmper videre og i vinterpausen skal der bygges på på både det mentale og fysiske, så vi står skarpe til den nye sæson. Her må målet være at kæmpe med om oprykning til Jyllandsserie 1.

 

Tak til alle fremmødte gennem hele efterårssæsonen, både når vi har spillet på "Mosen" og været en tur rundt i midt- og sønderjylland. Håber vi ses igen til foråret.

Luk