Menu

Kollektiv offday i Bramming

image Arkivfoto
Jacob Hille
31. maj 2023 kl. 09:40
JS-holdet har svært ved at tage stikket og pointene hjem for tiden. Senest blev det i dag til et nederlag på 2-1 ude mod Bramming.
"Vi starter ellers kampen fint, får overtaget og kommer ret tidligt foran 1-0 ved Abdullahi. Vi spiller også bolden godt rundt, men mangler den sidste kvalitet i afleveringerne. Det har jeg brummet over før, og vi må fortsætte med at træne den facet af spillet," fortæller cheftræner Jes Bekke.
Bramming fik udlignet i 1. halvleg på sin første reelle chance og kom på 2-1 efter 70 minutter.
"Vores keeper sparker bolden frem, og tre sekunder efter ligger den i vores net til 2-1, fordi en af deres header bolden til en holdkammerat, der nemt slipper igennem på midten. Der var noget organisatorisk, der ikke var på plads. Det skal det være, når vi i weekenden møder tst på udebane, for ellers får vi nogle på hatten deroppe," mener Jes Bekke.
KB havde flere skud på stængerne i løbet af kampen, men det ændrer ikke ved det samlede billede af en svag kamp af de blå.
"Jeg kan heller ikke pege på nogen, der gjorde det særlig godt i dag. Ud over stolpeskuddene var vi flere gange alene med deres keeper, men afsluttede fra for spidse vinkler i stedet for at spille den på tværs til en fri holdkammerat. Vores manglende coolness i de situationer blev vi straffet for i dag. Vi må se indad og spørge os selv, om vi yder det, vi skal for hinanden. Det gjorde vi ikke i dag," siger Jes Bekke.
JS-holdet spiller på søndag klokken 13.15 mod tst Fodbold i Tilst ved Aarhus. tst har fra baghjul sneget sig ind på KB og Give Fremad, så oprykningsstriden nu består af tre hold.
KB ligger stadig på førstepladsen. Give Fremad er nummer to, men for en kamp færre.
Luk